Home / Fiskeri / ”Årets Fisker” bliver kåret den 24 . november

”Årets Fisker” bliver kåret den 24 . november

Sidste år blev skagboen Christian Pilegaard, S 226 Emmely Pilegaard kåret som ”Årets Fisker på fiskerikonferencen arrangeret af Vestjysk Bank og Fiskeri Tidende Foto: Ole Iversen.

I lighed med sidste år afholder Vestjysk Bank i samarbejde med Fiskeri Tidende fredag den 24. november 2017 en fiskerikonference på Beach Bowl i Søndervig. Igen i år vil konferencen danne rammen om kåringen af ”Årets Fisker”. Sidste år blev skagboen Christian Pilegaard, S 226 Emmely Pilegaard kåret som ”Årets Fisker på fiskerikonferencen, som blev afholdt i Holstebro. Kåringen af ”Årets Fisker” sker i et samarbejde mellem Fiskeri Tidende og Vestjysk Bank, og igen i år skal der findes en fisker, der på den ene eller anden måde har gjort sig positiv bemærket i sit erhverv.

Minister overrakte
Sidste år blev prisen til ”Årets Fisker” overrakt af Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. Det er der også gode chancer for i år, idet ministeren har tilkendegivet, at han igen i år vil deltage i fiskerikonferencen.

Det er fiskerne selv, der via deres lokale fiskeriforening indstiller de fiskere, som skal være med i opløbet om at blive ”Årets Fisker. Og ud fra indstillingerne til sidste års ”Årets Fisker” kan det konkluderes, at der rundt om i Danmark er en del fiskere, der er berettigede til den fornemme titel. Hvis du nu sidder og tænker, at jeg kender en fisker, som burde hædres for sin indsats, så er det en god ide at følge med i Fiskeri Tidende i den kommende tid. I avisen og på hjemmesiden vil det i nær fremtid komme til at fremgå, hvordan og til hvem man indstiller til ”Årets Fisker”. Vestjysk Bank og Fiskeri Tidende håber, at rigtig mange fiskere vil blive indstillet og komme i betragtning til titlen, således at kåringen igen i år kan blive ligeså festlig og succesfuld, som sidste års kåring var det. En kåring som også havde stor interesse i den medierne.

 

 

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55