Home / Fiskeri / Aarøsund-fisker fik stjålet fisk fra kølecontainer

Aarøsund-fisker fik stjålet fisk fra kølecontainer

 

Tirsdag morgen ved 5-tiden i denne uge ville Niels-Gunnar Jensen lige kigge til de otte kasser med fisk, han havde stillet i kølecontaineren søndag for at se, om de havde is nok, inden han skulle ud med sit fartøj HV 3 Johanne for at se til sine garn.

Da han åbnede kølecontaineren, kunne han konstatere, at to af kasserne stod på palleløfteren, mens der manglede tre af de otte kasser.

– Jeg kan se med det samme, at der har været nogle i kølecontaineren, for kasserne står ikke, som jeg efterlod dem. Tyven eller tyvene er rendt med tre kasser. En kasse med 19 kilo slethvar 1. sortering, en kasse med 20 kilo pighvar 4. sortering og 1 kasse med 9 kilo blandede rødspætter. De er vel rendt med for 2000 kroner og har ladet for omkring 3000 kroner stå, siger Niels-Gunnar Jensen til Fiskeri Tidende.

Anmeldt
Han mener, at noget eller nogen har forstyrret tyvens forehavende, for der er trods alt efterladt fem kasser med fisk til en værdi af omkring 3000 kroner.

– De har været frække nok til at sortere i kasserne inde i selve kølecontaineren. Men hvorfor de har taget en kasse med 9 kilo rødspætter og efterladt kasser med pighvar og slethvar, forstår jeg ikke. Det kunne tyde på, at de er blevet forstyrret, mens de har været i gang, siger Niels-Gunnar Jensen, som har anmeldt tyveriet til politiet.

– Jeg har selvfølgelig anmeldt det til politiet, og Fiskerikontrollen har også fået en kopi af anmeldelsen. Jeg regner dog ikke med, at sagen bliver opklaret. Det skulle da lige være, at nogle ser tre fiskekasser et sted, hvor de ikke hører hjemme. Eller at nogle ser eller hører om fisk, der er blevet afsat via bagdøren et sted, siger Niels-Gunnar Jensen.

Ifølge Niels-Gunnar Jensen har lignende hændelser fundet sted i Mommark og i Kerteminde.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678