Home / DanFish 2015 / Bankerne oplever stor interesse fra fiskerne

Bankerne oplever stor interesse fra fiskerne

Når fiskerne skal have finansieret  deres investeringer, har de kun et sted at henvende sig, og det er i banken. Efterhånden som dønningerne efter finanskrisen har lagt sig, er flere banker blevet interesseret i fiskerikunder. På årets DanFish messe er der da også flere banker repræsenteret end tidligere set. Men spørgsmålet er, om bankerne kan fange fiskernes interesse og lokke dem ind på standen i konkurrence med store motorer og andet lækkert grej. Svaret er, at det kan de.

– Vi har oplevet en stor interesse, og har fået mange positive tilkendegivelser fra fiskere, om at det er godt vi er her. De siger, at det er vigtigt, at der er banker, der bakker dem op, fortæller Henrik Pagaard, erhvervsrådgiver i Ringkjøbing Landbobank fra bankens stand på messen. Han glæder sig også over, at mange har vist interesse for at snakke finansielle muligheder.

Hos konkurrenten Vestjysk bank, der er placeret to steder på messen, lyder der enslydende toner.

– Vi er delt i to –  på Hvidesandestanden og på Thyborønstanden – fordi vi vil vise, at vi vil fiskeriet, og at vi er, hvor fiskeriet er.  Det har vi fået ros for, siger afdelingsdirektør i Vestjysk Banks afdeling i Thyborøn Jørgen Eriksen, der også kan melde om interesse fra fiskere andre steder i landet.

– Der er kommet fiskere forbi, der har vist interesse på grund af at de lokalt ikke har en bank, der har fiskerikompetencer, siger Jørgen Eriksen.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678