Home / LokalGF2018 / Begræns lejeprisen til 20 procent af salgsprisen

Begræns lejeprisen til 20 procent af salgsprisen

Billedtekst: Elo Olsen, lokal formand, havde i sin beretning blandt andet fokus på lejeprisen. Foto: René Dandanell.

– Det er blevet sådan, at skal man glæde sig som fiskeriformand for Rødvig Fiskeriforening, så skal det være over de medlemmer, der sejler i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen, lød det fra formand Elo Olsen til den årlige generalforsamling

Det er nemlig blevet en fast del af fiskeriet, at medlemmerne er væk fra Rødvig og tjener deres penge andre steder.

– Jeg er meget glad på deres vegne. Men det skulle jo også være tilfældet for de medlemmer, der fisker i Østersøen
og Bælthavet. Men det er det ikke. For man kan stort set ikke lave fiskeri med mindre både i de områder, så der kan blive noget mønt ud af det, sagde Elo Olsen, formand for Rødvig Fiskeriforening i sin beretning.

En af årsagerne er gråsælerne – som garnfiskerne døjer med. Allerede i 2011 blev der på foreningens generalforsamling råbt vagt i gevær.

– Det fik vi også Danmarks Fiskeriforening til at forstå, så er er blevet lavet en masse møder med både kloge og tossede. Men det er gået sådan efter min mening, at der er blevet flere gråsæler og færre fiskere, så det vi har opnået er mindre end 0 i resultatet, konstaterede Elo Olsen.

Netop Østersøen er smertensbarnet. Både over 12 meter rammes af et 60 dages langt stop efter torsk i den bedste vintertid, og lejepriser på 2,50 til 4,00 kr i levende vægt hænger ikke sammen med afregningsprisen, lød det fra formanden. Derfor havde han også et forslag til en ændring i udleje af fisk.

– Jeg mener, at hvis man vil have de forskellige fiskekvoter, der er tildelt i Danmark opfisket, skal lejeprisen ikke overstige 20 procent af salgsprisen. Jeg mener, at hvis man vil eje en masse fisk, skal man også selv fiske dem eller pålægges at leje dem ud, så andre kan tjene på at fange dem. Det burde lovgiverne se lidt på, lød det fra Elo Olsen.

 

About Line Dalgaard Jensen