Home / Portrætter / Bent Rulle har rundet de 75 år

Bent Rulle har rundet de 75 år

Midt på havnen i Østerby på Læsø ligger restauranten Røget Fjæsing. Den har åbent i sommerperioden, hvor turisterne finder vej til Læsø, og selv om han i sidste weekend rundede de 75 år, er Bent Rulle at finde i fuld sving i og omkring køkkenet fra morgen til aften.

Her tilbereder han røget fjæsing, jomfruhummer naturligvis og pandestegte rødspætter – for han er jo fiskens mand.

Bent Rulle var formand i dansk fiskeri fra 1990 til 2003. Først fra 1990 til 1994 som formand i Dansk Fiskeriforening og fra 1994 til 2003 som formand for Danmarks Fiskeriforening, der blev dannet ved en fusion mellem Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiskeriforening. Bent Rulle blev således den første formand for Danmarks Fiskeriforening.

Bent Rulle var formand for Danmarks Fiskeriforening frem til 2003. Han var den første formand for Danmarks Fiskeriforening.

Et kendt ansigt
Han var formand i en periode, hvor både landbrug og fiskeri fyldte meget mere i medierne. Det var ikke usædvanligt, at Bent Rulle blev interviewet i TV-Avisen og han var derfor et kendt ansigt – og bliver formodentlig på den baggrund genkendt af mange af de gæster, som finder vej til restauranten.

Bent Rulle var en mand, der kunne slå i bordet og højlydt give sine meninger til kende. Som han sagde til Fiskeri Tidende i 2015:

– Vi var en magtfaktor politisk, og vi var mange fiskere den gang, som vi ikke er i dag.

Fiskernes mand i EU
I årene som formand var Bent Rulle både at finde i København og Bruxelles, når det var nødvendigt for at tale fiskerne sag.

Har man mødt ham i Bruxelles, så ved man også, at han forstod at begå sig i EU-systemet.

-I forhandlingerne hos ministre, EU-Kommissionen og andre myndigheder er den pæne takt og tone fremme. Men som fisker har jeg altid kunnet sige tingene ligeud. Jeg har haft det privilegium, at jeg i mange af forhandlingerne stort set er den eneste, der kender det praktiske arbejde som fisker fra bunden. Bureaukraterne skal have modstand, har Bent Rulle forklaret i et interview med Jyllands-Posten.

Fra Læsø til Tyrkiet
Efter at han stoppede som formand for Danmarks Fiskeriforening i 2003 blev Bent Rulle engageret i stort og småt på Læsø. Han sad frem til 2009 i kommunalbestyrelsen på Læsø, hvor han i en periode også var viceborgmester. Han var tilbage som formand for Læsø Fiskeriforening i perioden 2019-2015.

Når restauranten lukker for sæsonen, rykker Bent og hustruen gerne i deres hus i Tyrkiet, hvor de holder af at opholde sig i den rolige del af året. De to rejser også gerne til Australien, hvor de har en datter og svigersøn, som er så privilegeret at have en vingård – Malcolm Creek i Adelaide Hills.

Restauranten Røget Fjæsing kan derfor ikke bare ikke blot tilbyde Bent Rulles egne friskfangede fjæsinger men også familiens egne australske vine under navnet Læsø-Pigens vin. Det er der vist ikke mange danske restauranter, som kan præstere.

About Line Dalgaard Jensen