Home / Indland / Beskæring i havdage er dyrt for Bornholmere

Beskæring i havdage er dyrt for Bornholmere

 

Thomas Thomsen fisker med R 194 Andrea i den Østlige Østersø. Foto: René Dandanell.

Thomas Thomsen fisker med R 194 Andrea i den Østlige Østersø. Foto: René Dandanell.

Der gik et chok gennem mange bornholmske fiskere, da ICES i sidste uge fremlagde deres rådgivning for fiskeriet i 2014 i Østersøen.

– Det er fuldstændig vanvittigt, hvis de skærer i antallet af havdage, siger Thomas Thomsen, formand for Bornholms- og Christiansøs Fiskeriforening til fiskeritidende.dk

Ifølge ICES, det internationale havforskningsråd, lægges der op til at skære antallet af dage i den Østlige Østersø ned fra 160 dage i 2013 til 144 dage i 2014. Og selvom der er mulighed for at søge om ekstra dage for op til 15 procent af fiskerne, så tror Thomas Thomsen ikke, at det er nok.

– I år regner vi med at bruge dagene, hvis vi skal nå at fange vores FKA på torsk, siger den bornholmske formand.

Årsagen til at de ekstra dage er påkrævet er, at torsken står spredt i den østlige del af Østersøen, og det tager ganske simpelt mere tid at fange den.

Også i den vestlige Østersø lægges der op til et hug på ti procent i antallet af fiskedage, så antallet falder fra 163 dage i 2013 til 147 dage i 2014.

Om der skæres i antallet af havdage afgøres i løbet af de kommende måneder. I første omgang er det rådgivningen fra ICES, der nu er lagt frem, og i løbet af sommeren kommer EU-Kommissionen med deres forslag, som skal endeligt drøftes og vedtages i oktober måned 2013.

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30