Home / Fiskeri / Bornholmsk jagt på pighvarre i DTU Aqua´s tjeneste

Bornholmsk jagt på pighvarre i DTU Aqua´s tjeneste

Et samarbejde om at skaffe flere vilde pighvarrer til de bornholmske kyster bliver genoptaget fra starten af maj. Samarbejdet mellem DTU Aqua og Dansk Amatørfiskerforening opstod i 2017 i forbindelse med, at DTU Aqua søgte efter fiskere, der vil hjælpe med at indfange gydemodne pighvarrer, som skal bruges til opdræt af pighvaryngel. En gruppe bornholmske fritidsfiskere meldte sig på banen, og dem har DTU Aqua nu planlagt årets indsats sammen med.

I maj og juni 2018 vil fiskerne fiske efter gydemodne pighvarrer på både øst- og vestsiden af Bornholm.

Mærkat

De fiskere, der indgår i fiskeriet, har alle deres tilladelser i orden og har mærket deres redskaber med tydelige gule ”DTU Aqua”-mærker, som på billedet. På den måde kan fiskerikontrollen og borgere i almindelighed skelne de redskaber, der indgår i pighvarfiskeriet, fra andre redskaber. Lige som alle andre faststående redskaber er det udelukkende redskabernes ejermand, der må håndtere og røre ved redskaberne.

Fiskerikontrollen har været med i koordineringen helt fra begyndelsen for at sikre, at alle retningslinjer bliver overholdt.

Bornholms Lakseklækkeri i Nexø er en vigtig brik i indsatsen. Klækkeriet har som opgave at opbevare og passe de fisk, som fiskerne fanger, indtil de er klar til at blive strøget. Klækkeriet har henover vinteren fået etableret et helt nyt indendørs anlæg, og det hele står klar, når de store pighvarrer ankommer.

De befrugtede æg fra pighvarrene bliver fragtet til Jylland, hvor de klækkes hos FishLab og siden vokser op hos Venø Fisk og Skaldyr, til de er ca. 6 cm store. Herefter fragtes de tilbage til Bornholm, hvor de, hvis alt går efter planen, udsættes i sensommeren 2018.

Men hvorfor ikke bare lade naturen gå sin gang og lade de pighvarrer, der findes i farvandet omkring Bornholm, gyde der? Svaret er, at når de nyklækkede pighvarlarver vokser op i beskyttede omgivelser, overlever mange flere end tilfældet er ved naturlig gydning. Og når pighvarrerne først bliver udsat efter den første kritiske periode af deres liv, vil langt flere overleve til voksenstadiet og dermed i højere grad kunne bidrage til de kommende generationer.

Ved at bruge æg fra lokale bornholmske fisk sikrer man desuden, at de pighvarrer, som udsættes, er genetisk tilpasset de bornholmske forhold bedst muligt.

Projektet er finansieret af fiskeplejemidler, som stammer fra salg af fisketegn. Derudover bidrager Venøsund Fisk og Skaldyr økonomisk til projektet.

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30