Home / Fiskeri / Brev om kompensation til Østersø-fiskere er sendt ud

Brev om kompensation til Østersø-fiskere er sendt ud

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har nu sendt en række breve til de fiskere, der ifølge styrelsens beregninger er berettiget til at få del i den ”de minimis” ordning, som i efteråret blev oprettet på baggrund af det store fald i kvoten i Østersøen.

Det er både i den vest- og den østlige Østersø, at fiskerne kan komme i betragning til den ekstraordinære støtetpakke.

Ifølge Anita Thoisen Fog fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen er de fleste af brevene sendt ud lige før Kr. Himmelfartsdag, og den resterende del er udsendt i dagene derefter. Og med PostNords postgang in mente, så skulle brevene gerne være afleveret i postkassen senest op til denne weekend.

– Og det er sendt som almindelige brev og altså ikke som e-mail, forklarer Anita Thoisen Fog.

Skal returneres

Der er tale om, at fiskeren modtager et såkaldt ”afgørelsesbrev”. I brevet står det beløb, som du er berettiget til på baggrund af de tal, som Landbrugs- og Fiskeristyrelsen via deres egne data har adgang til. Brevet skal retur til Styrelsen med en underskrift. Med underskriften accepteres støttebeløbet, og samtidig skrives der under på, at man er aktiv fisker som har tabt indtjening som følge af reduktionen af torskekvote i Østersøen i 2017.

Frist 12. juni

De fiskere, der er berettiget til kompensation, burde efterhånden have modtaget deres brev. Men er det ikke tilfældet, for eksempel pga brevet går tabt hos PostNord eller andre forhold, og man mener, at man burde være en del af kompensationsordningen, så er det muligt at rette henvendelse til Landbrugs og Fiskeristyrelsen.

– Hvis en fisker mener, at han opfylder kriteriet for at få kompensation og ikke har modtaget noget brev den 12. juni, så vil han kunne kontakte os i Projekttilskud for at høre om vi har sendt et brev til ham, siger Anita Thoisen Fog.

Hvis tilfældet er, at han skulle have modtaget et brev, så sendes det igen på mail.

Hvis han derimod ikke er omfattet af kompensationsordningen, så kan han få at vide, hvorfor han ikke er blevet tildet et kompensationsbeløb.

Først når ”afgørelsesbrevet” er returneret kan Landbrugs- og Fiskeristyrelsen udbetale beløbet.

 

Har du ikke fået brev?

Hvis du ikke har modtaget et brev – og du mener du lever op til kravene for at få kompensation – så skal du henvende dig til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Det kan ske enten på mail: projekttilskud@lfst.dk eller på telefon 33 95 80 00 med omstilling til ”projekttilskud”.

 

 

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30