Home / Økonomi / Bruttoomsætningen halter lidt efter sidste år

Bruttoomsætningen halter lidt efter sidste år

Et godt industrifiskeri har været med til at holde økonomien i top. Arkivfoto: rené dandanell

Sidste år var omsætningsmæssigt et gyldent år for de danske fiskere, som landende en samlet bruttoomsætning på rekordniveau.

Nu er de første tre kvartaler af 2017 overstået, og landingstallene kan nu give et fingerpeg, om 2017 kan leve op til 2016’s rekordomsætning. Tal som Fiskeri Tidende har trukket i Landbrugs- og Fiskeristyrelsens afregningsregister viser, at bruttoomsætningen i 2017 er en smule efter 2016 på samme tidspunkt efter tre kvartaler. Bruttoomsætningen ved det danske fiskeri var i årets første ni måneder på 2.551,1 mio. kroner. Sammenlignet med samme periode sidste år er det et flad på 5 procent. I 2016 h lød omsætningen på 2.687,8 mio. kroner.

Tallene dækker over, at bruttoomsætningen i konsumfiskeriet ikke er på højde med sidste år, ikke mindst fordi nogle fartøjer, der driver et blandet fiskeri, i april og maj især har været optaget af et fiskeri efter tobis og dermed ikke fanget så mange konsumfisk. Det gælder ikke mindst rødspætter, hvor der på nuværende tidspunkt ikke er landet så store mængder som i fjor.

Sidste år var der som de fleste bekendt en meget lav tobiskvote, der betød, at fartøjerne med et blandet et fiskeri forsatte i konsumfiskeriet. I år har der til gengæld været en historisk stor tobiskvote, og et efterfølgende forrygende fiskeri har været med til at sikre en fremgang i bruttoomsætningen for industrifiskeriet alene. Sidste år var gode priser på konsumfisk også en afgørende faktor for fremgangen i bruttoomsætningen, og fiskerne kan glæde sig over, at den trend er fortsat i 2017, da den gennemsnitlige kilopris er steget fra 9,92 kroner sidste år efter tre kvartaler til 10,11 kroner i år. En stigning på 2 procent sammenlignet med samme tidsrum sidste år.

Skrevet af Lars Gammelgaard

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30