Home / Økonomi / Bruttoomsætningen runder 1 mia. kroner

Bruttoomsætningen runder 1 mia. kroner

 

Det gode prisniveau på konsumfisk er fortsat ind i 2017

Bruttoomsætningen ved det danske fiskeri var i årets første fire måneder på 1.029,9 mio. kroner. Det er et lille nøk bedre end samme periode sidste år, hvor omsætningen lød på 1.021,8 mio. kroner. Tallene dækker over, at bruttoomsætningen i konsumfiskeriet er lidt mindre end sidste år og at bruttoomsætningen i industrifiskeriet derimod er højere, end det var tilfældet sidste år. Sidste år var gode priser på konsumfisk en afgørende faktor for fremgangen i bruttoomsætningen, og fiskerne kan glæde sig over, at den trend er fortsat i 2017. I industrifiskeriet er en stor tobiskvote blevet fulgt op af en forrygende god start på fiskeriet i april. Det viser tal for årets første fire måneder som Fiskeri Tidende har trukket ud af Landbrugs- og Fiskeristyrelsens afregningsregister.

Konsum
De samlede konsumlandinger faldt en smule i årets første fire måneder sammenlignet med samme periode sidste år. Pr. 30. april er der landet 74.644 tons tons mod 80.192 tons sidste år. Et fald på 7 procent. De færre mængder har ført til et fald i bruttoomsætningen i fiskeriet til konsum på 3 procent. I årets første fire måneder lyder konsumomsætningen på 796,2 mio. kroner. Det er 21,5 mio. kroner mindre end sidste år, hvor de første fire måneder bød på en bruttoomsætning på 817,7 mio. kroner. Det er i sær omsætningerne for makrel og jomfruhummer, der trækker i nedadgående retning sammenlignet med sidste år.Fiskerne kan dog glæde sig over, at det gode prisniveau fra 2016 generelt er fortsat ind i 2017. I år har den gennemsnitlige kilopris været 10,67 kroner mod 10,20 kroner sidste år. En stigning på fem procent.

Industri
Modsat sidste år er industrifiskeriet i år begunstiget af en stor tobiskvote. Selvom fiskeriet efter tobis først begyndte den 1. april så afspejles det allerede i den samlede bruttoomsætning for året første fire måneder. I år lyder bruttoomsætningen på 227,2 mio. kroner mod 199,7 mio. kroner sidste år. En stigning på 14 procent. Af den samlede bruttoomsætning de første fire måneder udgør tobis 87,7 mio. kroner, og det vidner, om at tobisfiskeriet i år har fået en meget lovende start. Derimod har brislingefiskeriet ikke været på højde med sidste år. I år lyder bruttoomsætningen for brisling på 41,6 mio. kroner mod 78,0 mio. kroner sidste år. En del af faldet skal ses i lyset af, at industrifiskerne har måttet ligge ryg til faldene priser i 2017. I år er den gennemsnitlige kilopris på 1,20 kroner. Det er væsentligt lavere end de første fire måneder sidste år, hvor den lå på 2,15 kroner. Et fald på 44 procent. Det er faldende priser på fiskemel på verdensmarkedet, der smitter af på den pris fiskerne får. Det er den store producentnation Peru, som igen er ved komme i tidligere tiders omdrejninger efter El Ninjo. Det større udbud og forventninger herom har fået prisen til at falde.

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55