Home / Teknik / Cummins har fået certificeret mekanisk motor

Cummins har fået certificeret mekanisk motor

En del fiskere holder fortsat fast i den kendte type af mekaniske motorer, hvor der kan skiftes en del, hvis der er havari på fisketuren. Derfor oplever forhandleren af Cummins-motoreri Danmark, Granly Diesel, fortsat en stor interesse for denne type af motor. Derfor har Granly Diesel også ofret penge på at få certificeret en mekanisk motor reglerne for IMO TIER II. De har nemlig ikke kunnet vente på, at motorfabrikanten Cummins har haft plads til en recertificering af typen NTA 855-M.

– Vi har selv investeret i certificeringen. Det er en motor, der er meget brugt i rejefiskeriet og også i kystfiskeriet, forklarer Jesper Nielsen, Granly Diesel.

Den 300 hk store motor med et omdrejningstal på 1800 rpm er en ønskemotor hos flere af fiskerne. Netop de 300 hk, der svarer til 221 kW, er i visse områder grænsen for motorydelsen, og da motorfabrikanterne ikke længere må nedbremse en motor er en godkendelse af motoren efter TIER II nødvendig.

– Det er en god solid motor med stor volumen på 14 liter, siger Jesper Nielsen.

Netop volumen er noget af det, fiskerne går efter. Alternativet i den samme størrelse kunne være en elektronisk motor med 11 liters volumen og 221 kW. Motoren NTA 855-M kan iøvrigt leveres med ydelser op til 400 hk.

Motoren er mekanisk, hvilket flere fiskere foretrækker.

– Det er en simpel teknologi, så der er tale om en gammel kending for os og fiskerne, siger Jesper Nielsen.

Hidtil har Cummins ikke kunnet levere en motortype til disse kunder, og derfor er de ikke heller ikke blevet spurgt. Det håber Jesper Nielsen nu ændrer sig. For nu er motoren klar til levering.

– Det bliver en lagervare til hurtig levering. Vi er ved at få to motorer hjem, hvoraf den ene er solgt, siger Jesper Nielsen, der gerne vil besøge de fiskere, der har interesse for motoren.

– Vi kommmer gerne ud og besøger fiskeren på skibet til en snak om motorvalg, siger han og tilføjer, at der også køres test på den mekaniske 19-liters motor, KTA19-M med normal ydelse på 500-600 hk, på helt ned til 300 hk. Derudover testes også den elektroniske 19-liters motor, QSK19-M, der normalt yder 660 hk, helt ned til 300 hk svarende til 221 kW.

 

Jesper Nielsen nævner også, at en ny tendens blandt fiskerne er opstået. Flere og flere køber nemlig en motor til lager.

– Vi sælger flere motorer, der står klar til der eventuelt sker et breakdown eller en planlagt udskiftning i stedet for en overhaling, siger salgschefen.

Han peger på, at fiskerne – med de gode priser på fisk og godt fiskeri i øjeblikket – ikke har lyst til at lægge i længere tid og vente på at få leveret en motor, hvis uheldet er ude.

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30