Home / Teknik / DanFish 2017 blev en god messe

DanFish 2017 blev en god messe

DanFish International 2017 bliver en af de messer, som udstillerne kan tænke tilbage på som en succes. Sjældent har der været så meget gang rundt om i hallerne blandt udstillerne, der har fået ordrer med hjem, set nye muligheder og ikke mindst fået en masse kontakter med kunder i både Danmark, Skandinavien og i den store verden. Det var nemlig kunder fra mange egne i hele verden, der havde fundet vej til Aalborg.

– Det er simpelthen de rigtige beslutningstagere fra både store og små rederier, virksomheder og organisationer, som har gæstet os. De er i stand til at indgå handler på stående fod eller aftale videre forløb, siger udstillingschef Else Herfort fra AKKC´s messe og udstillingsafdeling, der har forestået det store arbejde med koordinering og tilrettelæggelse af udstillingen.

Besøgstallet på messen endte i 2017 på 14.135 gæster, og det er en lille fremgang. Og det antal har ført til mange aftaler om handler, der er afsluttet på messen.

– Vi ved fra vores mange samtaler med udstillerne, at de er meget tilfredse i år. Det er jo helt afgørende for DanFish’ succes som fiskerimesse, at både udstillere og besøgende er tilfredse og finder, hvad de forventer, siger Else Herfort.

Der var glade ansigter mange steder på DanFish, som her hos Socko Teknik, der var med for første gang. Foto: rené dandanell

Rekord

Hallerne i år var spækket med udstillere, og de ledige pladser der i 2015 var i Aalborg var i år fyldt. Det betød også, at der var tale om det højeste antal af udstillere med knap 400 eller 40 flere end i 2015. Udstillingsarealet var også 500 kvadratmeter større, og gav 10.000 kvadratmeter at udstille og bevæge sig på. Derudover ville flagrækken, hvis én sådan var opsat, skulle dække over 26 forskellige lande, hvorfra udstillerne kom fra.

Fremgangen vækker også glæde hos den nye direktør for AKKC, Nicolaj Holm, der var med for første gang.

– AKKC har gennem hårdt og dedikeret arbejde i mange år inden for fiskeriets interesser formået at skabe det, der i dag bliver betragtet som Europas største fiskerimesse, men DanFish har også bevæget sig op i ligaen som en af verdens betydeligste fiskerimesser, fastslår direktør Nicolaj Holm, der tiltrådte i maj og dermed oplevede sin første fiskerimesse.

 

Thyborøn Trawldoor drog til DanFish med en stor flok af deres medarbejdere. foto: rené dandanell

Skrevet af René Dandanell

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30