Home / Jeg mener / Danmarks Fiskeriforenings formand indlæg ved Brexit

Danmarks Fiskeriforenings formand indlæg ved Brexit

Tak for indbydelsen til at komme med et indlæg ved denne høring.

Og tak til Miljø- og Fødevareudvalget for at have arrangeret høringen.

Høringen er timet perfekt – nu bliver det alvor med forhandlingerne om Brexit og fiskeriet.

Mit navn er Svend-Erik Andersen, jeg er formand for Danmarks Fiskeriforening PO. PO betyder producent organisation, fordi vi er en EU anerkendt producent organisation.

Jeg er selv fisker og har fisket i 20 år i Skagerrak Nordsøen og Kattegat, nu er jeg som nævnt formand for Danmarks Fiskeriforening.

Som medlemmer har vi 32 selvstændige lokale fiskeriforeninger fordelt ud over hele Danmark og vi har 740 fartøjsmedlemmer.

Fartøjerne er små og store, de fisker med forskellige fiskeredskaber og fanger alt lige fra torsk rødspætter og kuller over rejer og hummer til sild og industrifiskene tobis, brisling og sperling.

Fiskeriet er ikke en af de største erhvervssektorer i Danmark, men det er utrolig vigtigt i de fiskeriafhængige kommuner, som vi også har et tæt samarbejde med omkring Brexit. De økonomiske analyser viser jo også, at for én fisker på søen, er der 6 arbejdspladser i land.

Det kan godt ske, at jeg undervejs i mit indlæg bliver lidt teknisk. [Det må I finde jer I]

Fiskeri er er erhverv – det er teknisk, og det er specielt.

Fiskeriet i Nordsøen udøves af

  • en lang række fiskere
  • fra forskellige nationer
  • med fartøjer af forskellige størrelser
  • med forskellige redskabstyper
  • der fisker efter forskellige fiskearter
  • imellem hinanden
  • både i EU’s farvande og også i norsk farvand

Det er nu halvandet år siden, at der var folkeafstemning om Brexit i Storbritannien.

Forud for folkeafstemningen var der naturligvis kampagner for og imod EU.

Fiskeriet blev kraftigt brugt i kampagnen for udmeldelse af EU – der var fx sejlads med fiskefartøjer op ad Themsen til London med UKIP på dækket.

Det gav gode billeder, som blev bragt i alle medier.

Fiskerne og fiskernes repræsentanter deltog meget aktivt i kampagnen for Brexit.

De deltog, fordi de på mange områder har været utilfredse med EU’s fælles fiskeripolitik.

Det er de ikke ene om, vi har sådan set også på mange punkter været utilfredse med EU’s politik – lad mig aktuelt nævne de tåbelige bestemmelser, vi har for Østersøen i 2017 og nu også i 18 og den seneste vedtagelse om stop-periode for ål, som også er komplet umulig, og jeg kunne nævne en del flere.

Men de britiske fiskere deltog også i Brexit kampagnen med den argumentation, at de var blevet snydt af den britiske regering og Fællesmarkedet, da Storbritannien sammen med Danmark blev medlem af i 1973.

”Vi skal have vores fisk tilbage” og ”Vi skal have vores fiskefarvand tilbage” lød det fra de britiske fiskere, med skotterne som de mest højtråbende.

Det siger eller råber man stadigvæk ved enhver given lejlighed.

Og så udbygger man det med, at ”Når vi får vores fisk og vores farvand tilbage, så kan vi selv bestemme, hvem der må fiske, og vi kan selv fastsætte kvoterne for britiske fiskere” – underforstået at vi skal ha mere.

For os klinger det hult når vi hører de britiske argumenter

Lad os kigge lidt på det virkelige forløb:

Fordelingen af fiskekvoterne i EU blev foretaget i januar 1983, hvor man i et forlig blev enige om det, der i EU-sprog kaldes ”den relative stabilitet” – den faste fordeling af fiskekvoterne.

Det betyder, at hvert land har en fast procentdel af kvoten på en bestand, f.eks. har Storbritannien ca. 50% af EU’s kvote på torsk i Nordsøen og Danmark har ca. 20%. De totale kvoter kan gå op eller ned fra år til år, men procentandelene ændres ikke.

Denne fastlæggelse i 1983, altså 10 år efter vi var kommet ind i Fællesmarkedet, byggede på landenes historiske fiskeri i perioden 1973 til 1978, – også efter at vi kom ind i Fællesmarkedet.

Hvis de britiske fiskere blev snydt, var det fordi, de selv ikke havde fisket mere, end de gjorde i 70’erne.

De skiftende britiske regeringer har i øvrigt aldrig anfægtet den relative stabilitet, fx ved de årlige kvoteforhandlinger i december.

Med hensyn til at få farvand tilbage igen, er sandheden den, at de britiske fiskere aldrig har været alene om det, som nu bliver britisk territorialfarvand efter Brexit.

EU (eller EF, som det hed) anerkendte først princippet om 200 sømilegrænser i 1976, i øvrigt på trods af kraftige protester fra Storbritannien.

Andre landes fiskere, og ikke mindst danske, har i hundreder af år fisket i britisk farvand.

Britiske politikere, som er tilhængere af Brexit, har talt fiskerne efter munden og gentaget påstandene.

Den britiske fødevareminister – Michael Gove – har så yderligere skærpet tonen ved at melde ud, at det britiske fiskeri helt og aldeles er ude af den fælles fiskeripolitik med udgangen af den 2-årige forhandlingsperiode altså den 31. marts 2019.

Det er ærgerligt og useriøst, at han siger det, når den britiske premierminister har bedt om og fået en toårig overgangsperiode, så farvellet til EU’s love og regler først skal ske i 2021.

Det er i øvrigt også imod de internationale forpligtelser om en bæredygtig fiskeriforvaltning, som vi alle er bundet op på. Det kommer jeg tilbage til.

Vi har meget betydelige dele af vores fiskeri i det, som bliver britisk farvand efter brexit. Et af de store fiskerier her er tobisfiskeriet, som fortrinsvis foregår britisk farvand er af speciel dansk interesse, udviklet og drevet af danske fiskere siden 1960erne.

Esben Sverdrup vil nok redegøre nærmere for fiskerierne men det er jo således, at hvis vi bliver udelukket fra at fiske i ét område, så stiger trykket i andre områder, så derfor er det hele dansk fiskeri som har direkte interesse i en god udgang på Brexit forhandlingerne.

Vi er godt tilfredse med, at man både på nationalt plan, som her i Danmark, og på EU niveau er klar over, at der er specielle forhold for fiskeriet og at det derfor skal højt på dagsordenen i forhandlingerne.

Sammen med vore kolleger i de andre EU lande ønsker vi os, at forhandlingerne munder ud i, at vi kan fortsætte, som vi har det nu, altså at

  • vi bibeholder den relative stabilitet, dvs. den faste fordeling af fiskekvoterne

og at

  • vi fortsat har adgang til at fiske i britisk farvand

Det lyder måske for naivt og simpelt, så der skal andre elementer med i forhandlingerne, lad mig underbygge det lidt.

Og lad mig også sige, at vi nu nok er kommet til det punkt, hvor vi skal være lige så skarpe i vores udtalelser, som det vi hører på den anden side af Nordsøen.

Den relative stabilitet bygger som nævnt på historisk fiskeri.

Det kan ingen anfægte. Hvis briterne vil frigøre sig fra den og fastsætte deres egne kvoter, som de har givet udtryk for, så bevæger vi os ud i en helt uholdbar og uansvarlig situation. Det må briterne også erkende.

Vi har f. eks. gennem mange år arbejdet med at få torskebestanden op på et bæredygtigt niveau. Det har vi opnået. Det samme gælder for mange andre af vores fælles bestande. Vi har opnået det ved at skære vore fiskerflåder drastisk ned, vi har øget selektiviteten i redskaberne og vi har restriktioner af den ene og den anden slags.

Vi kan ikke tillade, at briterne med Brexit smadrer den gunstige bestandssituation og bæredygtige fiskeriforvaltning, vi har.

Den relative stabilitet må og skal opretholdes.

Så er der adgang til britisk farvand:

Vi mener, at adgangen skal kobles med adgangen for britisk fisk og britiske fiskeprodukter til EU’s marked. I dag sælges mellem 75 og 80% af de fisk og skaldyr, der landes i Storbritannien, til EU’s marked.

Når man melder sig ud af både det indre marked med den frie bevægelighed og af toldunionen, så står der ingen steder, at Storbritannien skal have adgang til at sælge alle varer til EU’s marked.

Nogle taler om toldsatser, men på mange landbrugsvarer har EU importkvoter fra tredjelande, altså mængdebegrænsninger, det gælder f.eks. for lammekød fra New Zealand.

Det kan også være tilfældet for fisk fra Storbritannien, når det bliver et tredjeland, og vi kan starte med en importkvote på 0 tons, hvis ikke der er adgang til at fiske i britisk farvand.

I Danmarks Fiskeriforening er vi altid gået ind for fri handel med fisk.

Det er vi bl.a. fordi vores store forarbejdningsindustri skal have råvareforsyninger. Men mon ikke man i denne situation kan klare sig uden importen fra Storbritannien – mon ikke fx Norge kan hjælpe?

Et er at trække fronterne skarpt op. Det er vi nødt til nu og her. Noget andet er, at vi både under og efter Brexit skal have etableret samarbejde om fiskeriforvaltningen for Nordsøen – Som EU allerede i dag har det med Norge.

Et samarbejde der skal tage hensyn til det historiske fiskeri, de traditioner, som vi alle deler omkring Nordsøen og den økonomi, der er knyttet til erhvervet.

På fiskeriområdet kan man i sagens natur ikke isolere sig.

For fiskebestande gælder ingen grænsebomme.

Det er mit håb og min forventning, at vore danske politikere, vores regering og EU’s forhandlere holder fast nu og varetager fiskeriets interesser. – Tak for ordet.

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30