Home / DanFish 2013 / Dansk fiskeopdræt er førende på recirkulation

Dansk fiskeopdræt er førende på recirkulation

Når DanAqua 2013 åbner som en del af DanFish 2013, så bliver det med et billede af, at dansk fiskeopdræt er førende, når det gælder teknologi. Direktøren for brancheorganisationen, Dansk Akvakultur, slår fast, at Danmark især er langt fremme, når det gælder recirkulation.

– Her i Danmark kan vi fremvise anlæg, hvor teknologien bliver brugt i virkeligheden. Og det er det, der adskiller akvakulturen i Danmark fra mange andre lande – at vi rent faktisk bruger den teknologi, der findes, fortæller Brian Thomsen.

Det er som sagt især, når det handler om recirkulation, de danske fiskeopdrættere er foran. Det er en vigtig teknologi for fremtiden, fordi det mindsker miljøpåvirkningen, og det er noget af det, som fiskeopdræt ikke blot bliver målt på, men også vil blive målt på i fremtiden.

Derfor er Dansk Akvakultur også med til at støtte op om DanAqua 2013 i Aalborg. Messen i messen bliver afviklet samtidig med DanFish 2013, og det er håbet fra Dansk Akvakultur, at man ved at være aktive kan fremme medlemmers udviklingsmuligheder på længere sigt.

– Vi har gode producenter af fx recirkulation, og jo mere de kan udvikle på deres produkter, jo bedre udstyr for vores medlemmer i dagligdagen, forklarer Brian Thomsen og tilføjer:

– Vi skal have den teknologiske viden ud at arbejde, så vi på sigt kan få gavn af det.

  • DanAqua 2013
DanAqua 2013 er en del af den større messe, DanFish 2013, og bliver afviklet samtidig i dagene fra den 9. oktober til den 11. oktober. Udover udstillere er Dansk Akvakultur medarrangører af tre seminarer / workshops, der navnlig henvender sig til fiskeopdrættere og udstyrsproducenter til fiskeopdræt. Du kan læse mere om DanAqua 2013 på www.danaqua.net.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678