Home / Fiskeri / Dansk fisker dømt i Norge

Dansk fisker dømt i Norge

Tidligere i denne uge er en dansk fisker ved retten i Stavanger i Norge idømt 18 dages fængsel. Ifølge dommen er manden dømt for at smidt en PC i havet for at fjerne beviser for ulovligt fiskeri. Det fortæller Fiskeribladet Fiskaren.

Den danske fisker var ikke tilstede under domsafsigelsen, og han har allerede siddet varetægtsfængslet i 14 dage, som bliver fratrukket dommen. Hvorvidt dommen bliver anket af den dømte, fremgår ikke af artiklen i Fiskeribladet Fiskaren.

Fiskerens forsvarer nedlagde påstand om frifindelse, da han gjorde gældende, at den tiltalte ikke havde nogen anelse om, at der kunne være oplysninger af interesse for de norske myndigheder på den PC, som han havde smidt overbord fra fiskefartøjet, da det lå i havn i Stavanger.

Den dømte har ifølge Fiskeribladet Fiskaren forklaret politiet, at der var personlige oplysninger på den pågældende PC, og at det var årsagen til, at han smed den overbord. Han ønskede angiveligt ikke, at de norske myndigheder fik mulighed for at se dem.

Den forklaring blev ikke godtaget af retten i Stavanger, der lagde til grund for dommen, at den dømte smed PC’en i havnen for at ødelægge eventuelle beviser på ulovligt fiskeri. Det blev af retten set som at modarbejde en offentlig undersøgelse og et brud på loven.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678