Home / Fiskeri / Danske fiskere er tilfredse med kvoteaftale

Danske fiskere er tilfredse med kvoteaftale

EU´s fiskeriministre blev i nat enige om næste års kvoter til danske fiskere. Aftalen betyder, at danske fiskere i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat kan se frem til større kvoter i 2016 for langt de fleste arter.

– I Nordsøen, Skagerrak og Kattegat får vi væsentlige kvoteforhøjelser for nogle af de vigtige arter for dansk fiskeri, konstaterer Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening PO, der har fulgt forhandlingerne i Bruxelles tæt mandag og tirsdag og frem til afslutningen på forhandlinger ud på natten til onsdag.

Siden 2006 er gydebestanden af torsk i Nordsøen vokset, og det afspejles først nu i en forhøjelse af TAC.

– Jeg er dog glad for at de stadig flere torsk i Nordsøen nu også kommer til at kunne ses på det kvotegrundlag, den enkelte fisker får i 2016, siger Svend-Erik Andersen.

Kvoteforhøjelse giver flere fisk, siger ministeren

Forhøjelserne betyder, at torsk i Nordsøen og Skagerrak forhøjes med 15 procent. Fangster af rødspætte, kulmule og kuller kan øges i 2016, ligesom der i Skagerrak/ Kattegat bliver en væsentlig forøgelse af kvoten på tunger og jomfruhummer

I 2016 og fremefter indføres landingspligt for en række arter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. I forbindelse med ministerrådsmødet blev det besluttet, at den andel, der tidligere er blevet discardet i de enkelte fiskerier, lægges til kvoten som en såkaldt ”Top-op”.

– Vi har længe arbejdet for at landingspligten blev fulgt op af en kvote ”Top-op” for at sikre fiskeriets økonomi, og derfor er vi tilfredse med, at det nu gennemføres, siger Svend-Erik Andersen.

I Kattegat har DFPO ydet en stor indsat for at skabe bedre overensstemmelse mellem udviklingen i fiskebestandene og kvoterne

– Torskekvoten i Kattegat øges fra 100 til 370 tons, og selvom det ikke er tilstrækkeligt i forhold til bestandsudviklingen, så er det trods alt et rigtigt skridt i den rigtige retning. Tungekvoten får også et positivt løft til fra 205 til 391 tons, selvom det er fra meget lave niveauer er det positivt at det nu også går i den rigtige retning i Kattegat siger Svend-Erik Andersen.

Industrifiskearter

DFPO finder det positivt, at der for år 2016 blev fastsat en brislinge kvote i Nordsøen på et højt niveau.

– De 300.000 tons brisling giver mulighed for fra årets start at fortsætte det gode fiskeri, siger Svend-Erik Andersen.

Læs den pelagiske reaktion på kvoteaftalen

Tilsvarende blev sperlingkvoten igen for 2016 på 128.000 tons, som er det højeste niveau inden for den gældende forvaltningsplan.

Kameraforsøg videreført

Ministerrådet besluttede også at videreføre det forsøgsfiskeri en række danske fiskefartøjer udfører med kamera ombord.

– Den del af aftalen er vi godt tilfredse med. Vi vil meget gerne medvirke til, at rådgivningen kommer tættere på den aktuelle situation for bestanden, og det bidrager forsøget med, konkluderer Svend-Erik Andersen.

Ingen åbning i Østersøen

Mens det ser fornuftigt ud med hensyn til Nordsø-kvoterne for 2016, så er der stadig en hurdle for de danske fiskere i den vestlige Østersø, som Danmarks Fiskeriforening PO havde håbet blev løst.

– At ministerrådet ikke fik ændret aftalen fra oktober om lukning af den vestlige Østersø fra midten af februar til slutningen af marts kan blive skelsættende for, om vi efter 2016 fortsat har et kystfiskeri fra en række havne i den vestlige Østersø, konstaterer Svend-Erik Andersen.

– Vi står nu tilbage med en enestående dårlig aftale for Østersøen i 2016. Eneste tilbageværende håb er, at drøftelser i BaltFish, der er et regeringssamarbejde mellem landene omkring Østersøen, kan ændre på udkommet, konstaterer Svend-Erik Andersen.

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30