Home / Fiskeri / Danske fiskere er tilfredse med fiskeriaftale med Norge for 2016

Danske fiskere er tilfredse med fiskeriaftale med Norge for 2016

 

Aftale mellem EU og Norge om fiskeriet 2016 er nu på plads, så danske fiskere kan fortsætte fiskeriet efter nytårsskiftet.

Aftale mellem EU og Norge om fiskeriet 2016 er nu på plads, så danske fiskere kan fortsætte fiskeriet efter nytårsskiftet. Arkivfoto: René Dandanell.

EU og Norge har i dag forhandlet en aftale på plads om fiskeriet for en række fiskearter primært i Nordsøen og Skagerrak men også de vestlige farvande for 2016. Aftalen har ganske stor betydning for dansk fiskeri og dermed de danske fiskere, der lander fisken i Nord- og Vestjyske fiskerihavne.

– Det er yderst positivt, at EU og Norge er blevet enige om en aftale for 2016. Det betyder, at danske fiskere har adgang til at fiske i norsk område i Nordsøen og Skagerrak fra den 1. januar 2016, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening PO.

Aftalen handler om hvor mange fisk, der må fanges af erhvervsfiskerne. I 2016 udfordres EU´s fiskere af en ny pligt til at lande hele fangsten af visse kvoterede arter, også omtalt som discardforbud, og det afspejles i næste års kvoter.

– Vi er tilfredse med, at der er forhandlet en fornuftig stigning hjem for de arter, der næste år omfattes af landingspligten. Forhandlerne har vist forståelse for vores argument om, at kvoterne skal øges i forbindelse med at landingspligten indføres, så fiskeriets økonomi ikke undergraves, siger Svend-Erik Andersen.

               Læs om tallene i EU-Norge aftalen og hvad din andel kan blive i 2016

Han påpeger dog samtidig, at der i fiskeriet er forskelle på, hvor stor discard, der er og har været i de enkelte fiskerier, og derfor kan enkelte fartøjer stadig få en udfordring med landingspligten på trods af kvotetilskrivningen.

Lyspunkter

Når det gælder de enkelte kvoter for de forskellige fiskearter er der flere lyspunkter. Der er aftalt en stigning på 15 pct. i både Nordsøen og Skagerrak for den for danske fiskere vigtige torsk. Kuller i begge farvande får en stigning på 30 pct. For rødspætter i Nordsøen bliver det status quo, mens der for rødspætter i Skagerrak er en stigning på godt 17 pct. Også rejer i Skagerrak får en betydelig stigning. For industrifiskeriet er der samtidig udsigt til fornuftige kvoter for både brisling og sperling. Alt i alt er der tilfredshed med de fleste af aftalens punkter.

Fødevareminister siger det går generelt godt med bestandene

– Vi bevæger os i den rigtige retning. Forhandlerne har fastsat nogle kvoter, der er på vej til at afspejle det, som fiskerne oplever: at der er flere og flere fisk i havet, siger Svend-Erik Andersen.

Han havde selvfølgelig gerne set stigninger på flere kvoter til gavn for de danske fiskere.

– Det er selvfølgelig ærgerligt, at ikke alle dansk fiskeri ønsker er imødekommet med aftalen. Men dansk fiskeri er en af de største aktører i Nordsøen og Skagerrak og har rigtigt mange interesser. Ikke alt er opfyldt, men noget er vi da bestemt lykkes med, konstaterer Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening PO.

Godkendes i ministerrådet

Aftalen skal nu godkendes af EU-landenes fiskeriministre. Det forventes at ske på ministerrådsmødet i Bruxelles den 14 -15. december 2015.

Ud over de kvoter, der er indeholdt i aftalen mellem EU og Norge, er der også arter, som alene ministrene i EU på ministerrådsmødet i december bestemmer over. Det gælder eksempelvis kvoter for torsk i Kattegat, tunge og jomfruhummer i Skagerrak og Kattegat samt brisling og sperling i Nordsøen.

 —–FAKTA ——-

Baggrund for EU-Norge Aftalen

Hvert efterår forhandler EU og Norge om fiskeriet i de fælles farvande, det gælder både for størrelsen på kvoten og i forhold til de regler, som måtte gælde for fiskeriet i fiskerifarvandene.

Aftalen mellem EU og Norge er den absolut vigtigste fiskeriaftale for dansk fiskeri, da danske fiskere har deres primære fiskeri i disse områder.

Aftalen regulerer forvaltningen af en række vigtige fælles bestande i Nordsøen og Skagerrak, herunder torsk, kuller, sej, hvilling, rødspætte, sild og makrel.

I aftalen udveksler parterne også fiskerimuligheder for en række ikke-fælles bestande i Nordsøen og vestlige farvande såsom blåhvilling, brisling, havtaske, lange, brosme, jomfruhummer, rejer, sperling samt arktisk torsk, rødfisk, arktisk mørksej og kuller i Norskehavet og Barentshavet, foruden kvoter i grønlandsk farvand.

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30