Home / Fiskeri / De store fisk spiser de små fisk

De store fisk spiser de små fisk

Mandag den 18. september skal professor fra DTU Aqua, Ken Haste Andersen, forsvare 10 års arbejde med forskning i, hvordan man forvalter fiskeriet. Ifølge professoren kan hans doktorafhandling i grundtræk koges ned til fem ord: “Store fisk spiser små fisk.” 

Han har forsøgt at beskrive virkeligheden under havets overflade. Og her er virkeligheden den, at fisk spiser fisk, og dermed er hele økosystemet et komplekst billede.  

– Hvis du for eksempel fisker torsk, har det betydning for tobis, for dem bliver der flere af, når der ikke er så mange torsk til at spise dem. Hele økosystemet hænger sammen som ærtehalm. Hvis du gør noget et sted, forplanter det sig hele vejen igennem økosystemet, forklarer Ken Haste Andersen ifølge en historie på DTU Aquas hjemmeside.  

Dermed er det også svært at danne sig et overblik. Derfor har professoren de sidste 10 år arbejdet på en model, der kan fortælle sammenhængen under overfladen, og samtidig kan fortælle hvor mange fisk, der er i havet, og som kan fiskes til gavn for samfundet.  

– Man har prøvet at fiske de gamle modeller ved at lægge populationerne sammen, men det bliver lappeløsninger, fortæller Ken Haste Andersen.  

Forsvaret af doktorafhandlingen  Ken H. Andersen fra DTU forsvarer sin afhandling mandag den 18. septebmer i tidsrummet fra 14 til 16. Alle er velkomne og adressen er Danmarks Tekniske Universitet, Anker Engelunds Vej 1, Bygning 101A, 1. sal, mødelokale 1, Lyngby.  

70 år gamle modeller 

Ifølge professoren er den metode, der anvendes til at forvalte efter, mere end 70 år gammel.  

– Engelske forskere viste, hvordan fiskeriet påvirkede rødspætter og torsk i forskellige aldre i Nordsøen. Derudfra viste de, at det var mest fordelagtigt at fiske de ældste fisk og lade de yngre slippe fri. Siden har vi lavet lignende modeller for andre fiskearter. Og i meget grove træk er det den samme tilgang, man arbejder ud fra i dag, siger Ken Haste Andersen 

En given art er typisk beskrevet med en masse parametre, for eksempel hvor stor den er, hvor hurtigt den vokser, hvornår den bliver gydemoden og dens risiko for at blive spist.  

– Men skal man have alle de parametre på plads, bliver det rigtig svært at vurdere, hvilke konsekvenser, der er af forskellige former for fiskeri, siger han. 

Det handler om fiskenes størrelse 

Ken Haste Andersen foreslår derfor i sin doktorafhandling nye modeller, som bl.a. betyder, at vi går væk fra at tale om torsk og tobis og i stedet taler om fiskenes størrelse. 

– Det, der i sidste ende definerer, hvad du spiser, og hvem du bliver spist af, er din egen størrelse, siger Ken Haste Andersen. 

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30