Home / Indland / Der er fortsat gang i tobislandingerne

Der er fortsat gang i tobislandingerne

Apriltobis 12 2 OI Foto

Forhåbentlig vil juni give så gode tobisfangster, at kvoten bliver fisket op Foto: Ole Iversen

Der var store forventninger til tobisfiskeriet, da årets kvote blev meldt ud i foråret, og fiskeriet blev påbegyndt 1. April. Det meget kolde forår med lave havtemperaturer satte dog en lille kæp i hjulet på fiskeriet, som fik en lidt træg start. I løbet af maj måned er der dog kommet lidt mere gang i landingerne af tobis. Siden de første landinger at tobis fandt sted i de første dage af april, er der frem til og med uge 22 landet 120.000 tons. Det fremgår af en opgørelse af tobislandinger lavet af Fiskemelsforeningen. Efter den seneste opgørelse af tobislandingerne resterer der cirka 100.000 tons af kvoten for i år.

Fortrøstningsfuld

Hos fiskemelsfabrikkerne er man dog fortrøstningsfulde i forhold at få hele kvoten bragt i hus.

– Sæsonen er en måned forsinket som en følge af det kolde vejr, men det ser fornuftigt ud. Der har været fornuftige landinger i maj, selvom udbyttet har været  mindre, så vi er lidt bagefter et normalt år. Men når jeg ser på vores andel af landingerne, er det OK, siger Peter Jensen, der er administrerende direktør hos Hanstholm Fiskemelsfabrik. Han har en forhåbning om, at fiskerne nok skal nå at få fanget årets kvote.
– Der er fortsat gang i landingerne, og det bliver spændende at se, om det fortsætter i juni, siger Peter Jensen, der tror på, at landingerne vil fortsætte.

Dyk i uge 22
Selvom Fiskemelsforeningen noterer et dyk i landingerne i uge 22, er der endnu ingen grund til at ringe med alarmklokkerne. Fiskemelsforeningen bemærker, at de lavere landinger kan skyldes, at alle landinger i ugen endnu ikke er registrerede. Der er også trøst at hente i den kendsgerning, at der i de sammenlignelige år 2009 og 2010, hvor der blev landet omkring 300.000 tons hvert af årene også skete et dyk i landingerne, hvorefter de steg igen. Der er også håb at finde idet forhold, at der i 2009 var et relativt godt fiskeri i to uger efter Sankthans. Sammenlignes de akkumulerede landinger i år med landingerne i 2009 og 2010 fremgår det, at landingerne i år er bagud med omkring 50.000 tons.

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55