Home / Fiskeri / Der skal være plads til alle

Der skal være plads til alle

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har sparket gang i et arbejde, der skal munde ud i en lystfiskerstrategi for Danmark. Danmarks Fiskeriforening er med i én af i alt tre arbejdsgrupper, der er nedsat for at komme med anbefalinger til strategien, og fra Danmarks Fiskeriforening bliver der lagt op til, at der ikke skal ske begrænsninger for nogle af parterne.

– Vi mener, at der skal være plads til alle, og dér hvor vi kan gøre en forskel – i forhold til at der skal være flere lystfiskere, og som kan give alle parter et løft – det er ved at forbedre fiskebestandene. Det vil komme alle til gode, så fra vores synsvinkel handler det her ikke om at begrænse hinanden for at nogle skal have mere eller forfordeles, fortæller Henrik S. Lund, der er biolog i Danmarks Fiskeriforening og sidder med i den ene arbejdsgruppe.

Løs de vigtige problemer

Han erkender, at netop begrænsningerne bliver helt centralt for det videre arbejde. Lystfiskerne har tidligere været fremme med, at de gerne ser fiskeriet på en række arter – fx laks og havørred – alene bliver et ærinde for dem. Erhvervsfiskerne skal ikke have lov til at fiske på dem i de kystnære områder.

Men det er altså ikke en farbar vej for erhvervsfiskerne, hvis lystfiskerne holder fast i det udgangspunkt, mener Henrik S. Lund, der i stedet peger på, at alle parter kan få mere ud af at tage fat i de virkelige udfordringer for alle parter.

– Lystfiskerne taler om, at hvis vi nu får alle garn væk fra fjordene, så vil der nok være flere havørred til lystfiskerne. Og det kan da godt være, at de kan fange en enkelt eller to flere havørreder, men hvis vi i stedet løser de virkelige problemer, så kan de fange mange flere havørred, sammenlignet med i dag, siger Henrik S. Lund.

Sæler, skarv og næringsstoffer

Han nævner, at de virkelige problemer i stedet er, at man skal gøre noget ved de skarv og sæler, der er til stor gene for alle typer af fiskere – og ikke kun langs vandløb, men også ved kysterne og ude på havet. Og så skal man danne fælles front mod yderligere udledning af næringsstoffer i havene omkring Danmark samt sikre gode gydeforhold.

– Det vil for alvor rykke ved at gøre noget ved fiskebestandene helt generelt, og så vil der ikke bare være flere fisk til alle, men nok til, at alle kan fiske og få mere ud af det, mener Henrik S. Lund.

Formålet med lystfiskerstrategien er, at man gerne vil øge interessen og muligheden for at fiske, men især handler det om at kunne tiltrække flere turister. Og ifølge Henrik S. Lund er det navnlig her, at lystfiskerne ser begrænsninger af ikke mindst erhvervsfiskeriet som en løsning. Det bliver imidlertid afvist af ham.

– Lystfiskerne mener, at man vil kunne tiltrække flere turister, hvis man kan sige, at der ikke foregår noget erhvervsfiskeri i en eller flere fjorde, og at erhvervsfiskerne ikke må være her. Jeg tror på, at oplysning omkring det erhvervsfiskeri, der drives, og hvad de fanger, er vejen frem. Alt for ofte oplever vi, at det fiskeri der foregår med garn overdrives, og fangsten de tager overestimeres kraftigt, siger Henrik S. Lund.

 

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678