Home / DanFish 2013 / Det er vigtigt med slagkraftig dansk messe

Det er vigtigt med slagkraftig dansk messe

De danske virksomheder indenfor fiskeri og fiskerirelaterede produkter har stor nytte af, at der hvert andet år bliver afholdt en international messe på dansk jord. Det er hovedårsagen til, at Eksportforeningen står som medarrangør af DanFish 2013.

– Det er vigtigt, at vi har en stor og slagkraftig international messe, der kan komme på verdenskortet over vigtige messer indenfor sit område. Mest af alt fordi vi i Danmark har virksomheder med en masse kompetencer indenfor Fish Tech, lyder det fra Halldor Halldorsson.

Såvel DanFish 2013 som DanAqua 2013 – der holdes samtidig i Aalborg – har et internationalt snit over sig. Eksportforeningen har fx lagt sig i selen for at sørge for invitationer af udenlandske beslutningstagere – de såkaldte VIPs – som der kommer omkring 100 af til Aalborg i løbet af messeugen.

– Hjemmemarkedet er de danske virksomheder gode til at klare selv, så det er i forbindelse med deres eksportaktiviteter, at vi kan støtte dem – og det gør vi blandt andet ved at sørge for, at de rigtige beslutningstagere fra udlandet er med på messen, forklarer Halldor Halldorsson, der mener, at lige netop det skaber en merværdi for de danske virksomheder.

– Vi ser mere og mere, at messer som denne her bliver brugt som et kontaktskabende forum og networking mere end til at lave ordrer. Men derfor er det selvfølgelig stadig sjovt også at få ordren på blokken med det samme, og det sker da stadigvæk, siger Halldor Halldorsson.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678