Home / Fiskeriet Her & Nu / Det har været et godt jomfruhummerfiskeri

Det har været et godt jomfruhummerfiskeri

H151 Lis Nordahl

H 151 Lise Nordahl ligger øst for Anholt og er i gang med et træk efter jomfruhummer.

– Du er heldig med at komme igennem til os, for vi er lige blevet færdige med at hive efter et træk. Nu er vi netop lige gået i gang med et nyt træk, fortæller skipper Carsten Nordahl, da Fiskeri Tidende fanger ham på telefonen for at høre til, hvordan det går med fiskeriet.

H 151 Lise Nordahl har fisket i lidt over et døgn. Det er blevet til fire træk henover døgnet.

– Vi har fanget 310 kilo jomfruhummer og har desuden 17 kasser fisk. Det er fornuftigt, konstaterer Carsten Nordahl, der således fisker både om natten og dagen.

– Dagsfiskeriet har givet 200 kilo, så der er jomfruhummer både om natten og om dagen, siger Carsten Nordahl. Han skal nå to træk mere inden H 151 Lise Nordahl vender stævnen hjem mod hjemhavnen i Gilleleje.

– Vi er med i kystfiskerordningen, så der et kun et begrænset antal fangstrejser, der må vare længere end 48 timer, forklarer Carsten Nordahl. Normalt ville H 151 Lise Nordahl kun lige være inde i havnen i Gilleleje for at losse et kort øjeblik inden fartøjet stak af sted til fiskepladserne igen, men denne gang går der lidt længere tid.

– Vi tager nok først af sted lørdag igen denne gang. Normalt er vi kun inde at vende, da vi har tre timer hver vej til fiskepladserne, siger Carsten Nordahl, der ikke lægger skjul på, at fiskeriet ville være en del mere effektivt, hvis ikke det var for det lukkede område i Kattegat.

– Hvis det havde været åbnet igen, så kunne vi nøjes med halvanden time hver vej, fastslår Carsten Nordahl med slet skjult henvisning til at fiskerne stadig har stærkt brug for at det lukkede område genåbnes. Lukkeområde eller ej så har sæsonen dog været ganske god for H 151 Lise Nordahl.

– Det startede lidt tamt, men fra 1. juni har der været mange jomfruhummere at fange, fortæller Carsten Nordahl. Der har været mange store jomfruhummere, der har givet ham en gennemsnitlig kilopris på omkring 80 kroner.

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30