Home / Indland / Det koster staten tocifret millionbeløb at flytte Fiskeristyrelsen

Det koster staten tocifret millionbeløb at flytte Fiskeristyrelsen

Karen Ellemann har fået til opgave at etablere en ny Fiskeristyrelse. Foto: Um.dk

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen den 7. august meddelte, at fiskeriområdet skulle flyttes fra Miljø- og Fødevareministeriet til Ministeriet for Ligestilling og Nordisk samarbejde, betød det samtidig, at Landbrugsstyrelsen og Fiskeristyrelsen skulle splittes ad.

Interne notater, som DR Nyheder har fået indsigt i, afslører, at flytningen af Fiskeristyrelsen kommer til at koste 27,9 millioner kroner over de næste to år på grund af flytning af it-systemer og indkøb af nye it-licenser på fiskerikontrolområdet. Fra 2020 kommer en årlig ekstra regning på 7,3 millioner kroner, som skyldes udgifter til it.

– De her udgifter er en direkte konsekvens af flytningen. Det har i høj grad noget at gøre med den licenspolitik, man har. Hvis man flytter det til en anden juridisk enhed, så er der omkostninger ved det, siger Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet ifølge DR Nyheders hjemmeside.

Brug for oprydning

Karen Ellemann, som er ny fiskeriminister, peger på, at der var brug for en oprydning i fiskeristyrelsen, som nu flytter over i den del af Udenrigsministeriet, som hun står i spidsen for.

– Efter Rigsrevisionens beretning er det klart for enhver, at vi står over for en stor opgave med at rydde op på fiskeriområdet. De problemer, vi skal rette op på, går mange år tilbage, under skiftende regeringer og ressortfordelinger, udtaler Karen Ellemann skriftligt til DR Nyheder.

Foreløbig har Karen Ellemann fået tilladelse fra Finansministeriet til at bruge 10 millioner kroner mere end budgetteret i år for at kunne dække nogle af engangsudgifterne i forbindelse med flytningen.

– Jeg har fået til opgave at etablere en ny Fiskeristyrelse, så området kan få den opmærksomhed, der er nødvendig i den nuværende situation, og vi kan få en forvaltning og styring, der fungerer, og som vi kan have tillid til, skriver hun således i et skriftligt svar til DR Nyheder.

About Claus Kirkegaard

journalist, telefon 7610 9666