Home / Fiskeri / Dette års tobiskvote er langt under sidste års kvote

Dette års tobiskvote er langt under sidste års kvote

Det internationale Havforskningsråd, ICES, har offentliggjort sin rådgivning for tobis for 2018 og der er udsigt til et betydeligt mindre tobisfiskeri sammenlignet med sidste år.

For område 1 (Dogger Banke mv.), som er det vigtigste fiskeområde for tobis, anbefaler ICES i 2018 en samlet fangst på 134. 461 tons. I 2017 var anbefalingen 255.956 tons, så der er tale om en markant nedgang.

– Vi ville selvfølgelig gerne have haft en større kvote i 2018, men vi tager den biologiske rådgivning til efterretning. Vi må så håbe på betydeligt bedre priser end sidste år, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen.

Til gengæld vækker det meget stor undren, at der i område 2, der ligger langs den jyske vestkyst og op til Skagen, alene anbefales et moniteringsfiskeri på 5.000 tons mod en samlet fangstanbefaling på 175.941 tons i 2017.

– Vi forstår ganske simpelt ikke denne anbefaling. Den er i strid med al logik. Sidste år var fiskeriet i området historisk stort og kvoten i overensstemmelse med den biologiske rådgivning, siger Svend-Erik Andersen.

Tobis er en industrifisk, som anvendes til at fremstille fiskemel og -olie. Det er økonomisk en vigtig fisk for dansk fiskeri og fiskeri. Tobis fanges i sæsonen fra den 1. april frem til skt. Hans.

Derfor anbefaler Danmarks Fiskeriforening, at der for område 2 gennemføres moniteringsfiskeri, så bestandens størrelse undersøges i sæsonen.

– Fiskerne oplever tobis i området, fx fanges der torsk fulde af tobis. Så det er underligt, at tobisen skulle være borte. ICES henviser selv til, at rådgivningen er forbundet med manglende 3 og 4-årige fisk i fangsterne i 2017. Hvorvidt denne forklaring er korrekt eller ej, bør efterprøves. Det er derfor vigtigt, at vi får gennemført et moniteringsfiskeri, siger Svend-Erik Andersen.

Den positive del i rådgivningen er område 4, der ligger ved den britiske kyst. Anbefalingen er i år en samlet fangst på 59.345 tons mod sidste års anbefaling på 54.043 tons.

Fakta: Danmarks Fiskeriforening repræsenterer en del af de fiskere, der fiskere industrifisk, og tobis landes i Thyborøn, Hanstholm og Skagen.

E 727 Jette Kristine var på en række ture sidste år efter tobis. I år bliver antallet af ture færre. Foto: René Dandanell.

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30