Home / Fiskeri / DFPO er kritisk over bufferzoner

DFPO er kritisk over bufferzoner

Fiskerne er pålagt at overholde en bufferzone til fx beskyttede sten- og boblerev på 240 meter i såvel Kattegat som den vestlige Østersø. Det møder kritik fra Danmarks Fiskeriforening PO, der mener, at kravet er alt for restriktivt.

– Bufferzonen omkring revene er blevet defineret som seks gange vanddybden, så fiskeri med trawl ikke kommer til at trække redskaberne ind i revet, når der fiskes omkring hjørner af revet. Det er dog meget begrænset hvor redskaberne kan trækkes ind i revene, da langt de fleste revområder ikke har skarpe hjørner, forklarer Henrik S. Lund, der er fiskeribiolog hos DFPO.

Han peger på, at der bør tages højde for en række faktorer – fx snævre korridorer, generel sejladssikkerhed og særlige bundforhold – der i specifikke situationer kan være med til at reducere bufferzonen.

– Fiskerne, der anvender slæbende redskaber, fisker jo ikke på selve revene, men det er ofte meget vigtige fiskeriområder, der ligger tæt op af revene, så derfor har der foregået fiskeri i nogle af de områder, der nu udlægges som bufferzoner, uddyber han.

Problemet er aktuelt i forbindelse med, at der med virkning fra den 1. januar 2016 nu er en række rev i Kattegat og den vestlige Østersø, der er blevet beskyttet i forhold til fiskeri. Der er tale om stenrev og boblerev, der findes i allerede eksisterende Natura 2000-områder.

I alt er der tale om stenrev og boblerev i 10 områder, hvor de skærpede restriktioner for fiskeri bliver indført. For stenrevene er der tale om, at det nu er forbudt at fiske med bundgående redskaber, mens det øvrige fiskeri vil være tilladt. For boblerevenes vedkommende er alle former for fiskeri forbudt, oplyser NaturErhvervstyrelsen i en pressemeddelelse.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678