Home / Generalforsamling 2016 / DFPO-formand vil have minister på banen for Østersøen

DFPO-formand vil have minister på banen for Østersøen

Formand Svend-Erik Andersen var skarp i sin kritik af de seneste politiske beslutninger om Østersøen, og han kræver politisk handling af den nuværende minister, Esben Lunde Larsen.

– Kære minister, der er nok at tage fat på, lød opfordringen således fra Svend-Erik Andersen i forlængelse af en opremsning af de mange uløste problemstillinger, der forringer fiskernes vilkår i Østersøen.

Han pegede således på, at der er for lave kvoter, en uvidenskabeligt begrundet forårslukning, en manglende forvaltningsplan og stærkt utilfredsstillende kontrolregler.

– Det er helt uacceptabelt, slog Svend-Erik Andersen fast og langede hårdt ud efter den TAC-kvote beslutning, som Ministerrådet nåede til enighed om forud for 2016.

– Det blev en besynderlig pakke, som vore fiskere hverken kan leve med – eller leve af, sagde han og pegede på kombinationen af for lave kvoter på trods af en stabilt voksende torskebestand.

– Men også fordi man stik imod den videnskabelige rådgivning vedtog en lukning i den vestlige Østersø på 6 uger fra den 15. februar til den 1. april lige midt i højsæsonen, argumenterede Svend-Erik Andersen.

I den forbindelse havde han dog ros til den daværende minister for fiskeriet, Eva Kjer Hansen, og hendes ministerium for at have gjort en stor indsats for at få nogle af beslutningerne ud af forhandlingerne.

– Men andre gik imod – uden at jeg skal nævne navnet på broderfolket mod øst, konstaterede Svend-Erik Andersen.

 

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening
kv@dkfisk / (0045) 2019 4678