Home / Politik / DFPO kræver åbning af lukkede områder

DFPO kræver åbning af lukkede områder

Såvel de danske som de svenske fiskere har fået nok af den måde, som de danske og svenske myndigheder forvalter de lukkede områder i Kattegat. De mener, at den fortsatte lukning af områderne er udtryk for grov uansvarlighed i forhold til torskebestanden og opfordrer på det kraftigste til, at Område 3 af de lukkede områder med det samme bliver åbnet for fiskeri i tre ud af fire kvartaler.

Det fremgår af et brev, der er sendt i fællesskab fra Danmarks Fiskeriforening PO og Sveriges Fiskares Riksförbund til Miljø- og Fødevareministeriet i Danmark henholdsvis Näringsdepartementet i Sverige. Her bliver der argumenteret for, at det vil være helt på linje med anbefalinger, der fremgår af den flere år gamle evaluering, der er lavet for områderne.

Læs også: Kattegatfredning skal væk

”Der er behov for handling og det er nu, ” skriver fiskeriorganisationerne derfor i brevet. Videre hedder det:

”Vi skal have genskabt tilliden til den fælles fiskeripolitik og troværdighed i fiskeriforvaltningen. Danmarks Fiskerforening PO og Sveriges Fiskares Riksförbund skal derfor opfordre til, at Sverige og Danmark udviser større ansvarlighed i forvaltningen af torsk i Kattegat. ”

Evalueringen anbefaler således, at en opretholdelse af en permanent lukning i Område 3 af de lukkede områder er ”meningsløs”, og at en lukning kun kan give mening – forudsat lukningen skal beskytte torsken i Kattegat – hvis det sker i torskens gydeperiode.

Og eftersom torskens gydeperiode finder sted i 1. kvartal hvert år, så er det ganske åbenlyst, at Område 3 skal åbnes for fiskeri i de øvrige kvartaler af året – altså fra og med den 1. april og frem til årsskiftet.

Læs også: Kattegat-sager kommer for Højesteret

”Lukningen i 3. og 4. kvartal og noget af 2. kvartal er til unødig gene for de fiskere, som fisker efter jomfruhummer: De afskæres fra traditionelle jomfruhummer-fiskepladser og tvinges til at søge mod fiskepladser, hvor de unødvendigt risikerer større bifangst af torsk, ” skriver DFPO og SFR i deres brev.

FAKTA

FAKTA

De lukkede områder blev besluttet af regeringerne i Danmark og Sverige i fællesskab i 2008 med virkning fra årsskiftet 2009. Lukningerne skulle understøtte genoprettelsen af torskebestanden i Kattegat. Der var fra starten tale om en midlertidig lukning, der skulle evalueres efter tre år.

Evalueringen blev dog først gennemført i 2013, men der er endnu fulgt op på de anbefalinger, der fremgår af evalueringen. Evalueringen blev gennemført af biologiske eksperter fra Danmark og Sverige.

Lukningerne har kun effekt for fiskere fra Danmark og Sverige. Fiskere fra fx Tyskland kan frit fortsætte deres fiskeri i de lukkede områder. Danmarks Fiskeriforening PO har siden lukningen forfægtet, at Danmark (og Sverige) kan lukke områderne, da DFPO mener, det alene er noget, som EU kan beslutte.

 

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678