Home / Fiskeri / DPPO får møde med ny minister

DPPO får møde med ny minister

Danmarks Pelagiske Producentorganisation får fredag i den kommende uge mulighed for et møde med miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. Det er et møde, som organisationen ser frem til, forklarer direktør Esben Sverdrup-Jensen.

– Vi ser frem til, at vi kan fortælle ministeren om de udfordringer, der er særlige for den del af det danske fiskeri, som DPPO repræsenterer, og få talt med ministeren om de aktuelle problemstillinger for både det pelagiske fiskeri og industrifiskeriet, siger Esben Sverdrup-Jensen.

Det helt aktuelle er tobisfiskeriet, hvor industrifiskerne sandsynligvis står over for, at der bliver besluttet en 0-kvote. Fiskerne kæmper her og nu for at få et realtidsmoniteringsfiskeri i Område 1 – noget som Esben Lunde Larsen netop har meldt ud, at han vil kæmpe for.

– Det glæder os naturligvis, at ministeren ser positivt på, at fiskerne skal have mulighed for et realtidsmoniteringsfiskeri, så det vil vi naturligvis bekræfte ministeren i vigtigheden af, siger Esben Sverdrup-Jensen.

Han understreger samtidig, at det er vigtigt, at der fra politisk side hurtigt tages fat i de udfordringer fiskeriet har omkring rammevilkår og vækst. Dansk fiskeri har fået lovning på et servicetjek i løbet af dette forår. Det skete i forbindelse med regeringens lancering af Landbrugs- og Fødevarepakken.

 

 

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678