Home / Fiskeri / Efter 49 år – ny formand i Rømø Fiskeriforening

Efter 49 år – ny formand i Rømø Fiskeriforening

Den afgående formand, Oluf Stenrøjl Kristensen (tv) og den nye formand, Lasse Sörns fik begge gaver af bestyrelsen på generalforsamlingen i Rømø Fiskeriforening

Efter 49 år på posten ønskede formand Oluf Stenrøjl Kristensen ikke genvalg, da Rømø Fiskeriforening fredag den 2. marts afholdt generalforsamling på Kommandørgården på Rømø.

Bestyrelsen og den afgående formand havde i et stykke tid arbejdet for at finde en ny mand til posten, og det var også lykkedes for dem.

Således blev der stillet forslag om, at Lasse Sörns blev fomand og han modtog valg uden modkandidater.

Efter generalforsamlingen, som altså var Oluf Stenrøjl Kristensens sidste som formand, konstituerede bestyrelsen sig med Lasse Sörns som formand, Pau Schramm som næstformand og Christian Bentin som kasserer. Pauli Klein fortsætter som bestyrelsesmedlem, mens Troels Hellesø overtager den ledige plads i bestyrelsen efter Oluf Stenrøjl Kristensen.

Store sko at udfylde

Den nye formand i Rømø Fiskeriforening, Lasse Sörns, er 29 år og har fisket fra han var en lille knægt. I dag har han fartøjet HV 67 Juvredyb sammen med Christian Bentin.

Ud over opbakning fra bestyrelsen og den afgående formand Oluf Stenrøjl Kristensen, kan han også trække på erfaring fra egen familie.

– Min far har været formand i en tysk fiskeriforening, så jeg har da nogle tråde at trække i. Og ellers er der jo Oluf, som har lovet at hjælpe mig. Og jeg må da sige, at det er nogle store sko, jeg skal udfylde, sagde Lasse Sörns efter generalforsamlingen til Fiskeri Tidende.

I uge 10 kan du i Fiskeri Tidende læse meget mere om den skelsættende generalforsamling i Rømø Fiskeriforening, som altså for første gang i 49 år har fået ny formand.

About Claus Kirkegaard

journalist, telefon 7610 9666