Home / Økonomi / Eksportværdi for millioner går tabt

Eksportværdi for millioner går tabt

paalweb

Formanden for Marine Ingredients Denmark Johannes Palsson ærger sig, over at tobiskvoten ikke bliver udnyttet

De danske fiskere har i år oplevet et udsædvanligt godt tobisfiskeri på pladserne omkring Doggerbanke, der ligger i forvaltningsområde 1. Så godt et fiskeri at fartøjerne har ligget i kø flere dage ved fiskemelsfabrikkerne for at komme til at losse deres last af tobis. Det er slut nu, idet fødevareministeriet den 21. maj valgte at stoppe fiskeriet, fordi kvoten i område 1 var opfisket. Senere er fiskeriet i område 2 også stoppet. Det er derfor ikke muligt at fiske mere i område 1 og 2, hvor der ellers er masser af tobis. Det er der på nuværende tidspunkt ikke i område 3, hvor en stor del af den samlede kvote skal fanges. Det så ellers lovende ud, da den samlede kvote på 337 tusinde tons blev meldt ud sidst i marts. Men nu ser det ud til, at under halvdelen af den samlede kvote vil blive fisket op. Det betyder, at Danmark går glip af store eksportindtægter
– Som det ser ud nu, er kun omkring 43 procent af kvoten fisket op, og måske vil kun knap halvdelen af kvoten blive fanget. Det betyder, at vi går glip af eksportindtægter på omkring 400 millioner kroner, siger Johannes Palsson, der er formand for Marine Ingredients Denmark.

Hænger i bremsen
Han konstaterer, at de manglende eksportindtægter har konsekvenser for fiskemelsfabrikkerne i Danmark.
– De færre indtægter betyder, at det er vanskeligere at udvikle industrien, og at virksomhederne ikke kan ansætte flere folk. De må bogstaveligt talt hænge lidt i bremsen, fastslår Johannes Palsson.

Medlemmerne i Marine Ingredients Denmark kunne ellers godt bruge den ekstra mængde råvare fra tobisfiskeriet. Det er nemlig ikke svært for dem at afsætte fiskemel på de internationale markeder lige nu.
– Vi lever på et internationalt marked, som reguleres af udbud og efterspørgsel. Lige nu er der mangel på fiskemel, og vi ser priser på et fornuftigt niveau, siger Johannes Palsson.

Data fra fiskerne
Han understreger, at Marine Ingredients Denmark er meget optaget af, at reguleringen af fiskeriet giver mulighed for fuld udnyttelse af de kvoter, som biologerne har dokumenteret, at der er basis for at fiske.

– Vi er optaget af, at fiskeriet er bæredygtigt, så industrien også er her i morgen. Men vi stiller spørgsmålstegn ved, om resurseforbruget i forhold til rådgivning om industriarterne er tilstrækkeligt prioriteret. Vi ønsker, at datagrundlaget er stærkt nok til at bevise, at vi bæredygtigt kan komme op på de tidligere niveauer på 800 tusinde tons tobis, som der blev fanget i en årrække. Det mener vi, at der er basis for, siger Johannes Palsson, der også peger på, at fiskernes data bør indarbejdes i biologernes og DTU Aqua modeller.

– Fiskerne har jo en række data fra deres fangstrejser, som kan bruges i modelleringen. Derfor skal fiskerne involveres mere i undersøgelserne og rådgivningen, siger Johannes Palsson.

 

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55