Home / Fiskeri / En arbejdsulykke koster en fisker livet

En arbejdsulykke koster en fisker livet

En fisker fra Lemvig mistede torsdag livet, da han blev klemt ihjel af udstyr om bord. Arkivfoto: Fiskeri Tidende

En 59-årig fisker fra Lemvig mistede torsdag livet i en arbejdsulykke på en kutter i Nordsøen ud for Thyborøns kyst, skriver tvmidtvest på sin hjemmeside.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken omkring klokken 16.30 torsdag eftermiddag.

– Det var der, vi fik beskeden om, at manden var blevet klemt ihjel af noget udstyr ombord på trawleren, siger Frederik Sundtoft fra lokalpolitiet i Holstebro.

Redningshelikopter var i luften

En redningshelikopter blev tilkaldt i forsøget på at redde manden, men det viste sig hurtigt at være for sent.

Fiskekutteren sejlede efter ulykken mod havnen i Thyborøn, hvor den lagde til kaj ved midnatstid natten til fredag.

Den Maritime Havarikommision og Søfartsstyrelsen skal nu undersøge skibet nærmere for at finde ud af, hvad der forårsagede ulykken.

Politiet oplyser, at mandens pårørende er underrettede.

About Claus Kirkegaard

journalist, telefon 7610 9666