Home / EU / En katastrofe for sildefiskeriet

En katastrofe for sildefiskeriet

Gilleleje fiskerne, der primært driver det danske sildefiskeri i den vestlige del af Østersøen, bliver ramt hårdt hvis Kommissionens forslag om en 63 procent reduktion i sildekvoten for 2019 bliver en realitet. Arkivfoto: Fiskeri Tidende

EU-Kommissionens oplæg til kvoter for fiskeriet i Østersøen i 2019 er skræmmende læsning, hvis man er sildefisker i den vestlige del af Østersøen. Her foreslår EU-Kommissionen nemlig en reduktion på hele 63 procent i forhold til fiskeriet i år.

– Det er en katastrofe for sildefiskeriet i den vestlige Østersø. Først med 0-rådgivningen fra ICES før sommerferien og nu med den her 63 procent nedskæring i fiskeriet. Det kan erhvervet jo ikke leve med, lyder det fra formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen, som understreger, at det vil ramme både fiskere og industri.

– Det kan få store konsekvenser for det sildefiskeri, der er tilbage i den vestlige Østersø. Især for Gilleleje-fiskerne, som er dem, der primært driver fiskeriet. Og så selvfølgelig også for Fiskernes Filetfabrik i Gilleleje, som meget hurtigt kommer til at mangle råvarer til fabrikken, siger han.

Danmarks Fiskeriforening PO er ikke enig med hverken rådgivningen fra ICES, som helt vil lukke for fiskeriet efter sild i den vestlige Østersø, eller med oplægget fra EU-Kommissionen, som altså foreslår en kraftig reduktion i sildekvoten for næste år.

– Vi har anbefalet en reduktion på 20 procent i stedet for, og det mener vi, er den mest fornuftige tilgang til det. Biologerne mener, at man opnår det hurtigst ved at lukke for fiskeriet, hvilket er grotesk, mener Svend-Erik Andersen.

About Claus Kirkegaard

journalist, telefon 7610 9666