Home / Fiskeriet Her & Nu / En rolig start på sæsonen

En rolig start på sæsonen

 

HM 53 Trine Vendelbo

Trawleren HM 53 Trine Vendelbo ligger nord for Hanstholm og fisker, da Fiskeri Tidende fanger skipper og partejer Tonny Vendelbo til en snak om fiskeriet, og hvordan det går i øjeblikket.

– Nu er det kun fjerde dag, vi er på havet i år, så det er stille og roligt. Vi fisker efter rødspætter, og havde 300 kilo i første træk. Nu må vi se, hvordan det går med dagens andet træk, inden vi sejler ind til Hanstholm igen senere, siger Tonny Vendelbo til Fiskeri Tidende.

At det er en rolig start på sæsonen er ikke så usædvanligt.

– Vi plejer først for alvor at komme i gang efter rødspætter sidst i februar, men vi skal lige ud og prøve at se, om der er noget at fange. I dagens træk var det mest 4’er størrelser, men vi kan da se, at de er begyndt at tage føde til sig, så det går den rigtige vej. Men der er nok en 14 dages tid endnu, før det bliver rigtig godt, siger Tonny Vendelbo.

Rødspætterne er deres hovedfiskeri, men der kommer forhåbentlig også noget andet på programmet i år.

– Vi plejer også at gå ind i rationsfiskeri efter tobis. Sidste år kunne vi ikke få lov til at fiske tobis, så det håber vi da på, at vi kan få lov til i år, siger Tonny Vendelbo, som er omgivet af familie om bord på HM 53 Trine Vendelbo.

– Vi er to mand og en lærling om bord. Min far og jeg, som har part i skibet – og så min søn, som er med som lærling. Han er udlært fisker her til sommer, og så må vi se, om han har lyst til at overtage skibet. Planen er, at han skal på Skipperskole og i hvert fald have papirer til Fiskeskipper af 3. grad. Men om han så vil overtage, er helt op til ham. Nu får vi at se, siger Tonny Vendelbo.

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55