Home / Generalforsamling 2016 / Erhvervsfiskere vil fastholde dansk kvotesystem

Erhvervsfiskere vil fastholde dansk kvotesystem

Det nuværende forvaltningssystem i dansk fiskeri med FKA og IOK er kommet for at blive, hvis det står til Danmarks Fiskeriforening PO. Det gjorde formand Svend-Erik Andersen klart, da han tog emnet op på generalforsamlingen fredag eftermiddag.

– Vi er stort set tilfredse med de forvaltningsmodeller, som vi har. De passer til dansk fiskeri, og de har medvirket til både en strukturudvikling og en effektivisering, slog Svend-Erik Andersen fast.

Forvaltningssystemerne blev indført fra begyndelsen af dette årtusinde – i første omgang med IOK – frem til 2007, hvor FKA-systemet blev introduceret. Der har i den senere tid været kritik af systemerne – en kritik som Danmarks Fiskeriforening PO også er lydhør for.

– Tingen kan vel altid gøres bedre, så i DFPO har vi iværksat vores eget servicetjek af fiskerireguleringen, lød meldingen fra Svend-Erik Andersen.

Kystfiskerordning

Helt konkret fremhævede han den nuværende Kystfiskerordning, som skal genforhandles politisk inden udgangen af 2016. Danmarks Fiskeriforening PO har helt klare krav til ordningen.

– Kystfiskerordningen skal videreføres med de betingelser og fordele, der allerede er indbygget for kystfiskerne, sagde Svend-Erik Andersen, der tilføjede, at der skal være et højere aktivitetskrav end i dag, ligesom han pegede på en række andre nødvendige ændringer.

– Kystfiskerfradraget skal opdateres, og vi skal lette de administrative byrder for kystfiskerne, nævnte han blandt andet.

Derimod er Danmarks Fiskeriforening ikke tilhænger af, at man skal lave et lukket segment for kystfiskerne, hvor man bliver ”medlem” på livstid.

– Det synes vi ikke er en god idé, slog han fast.

Koncentrationsregler

I forhold til koncentrationen af fiskekvoter var Svend-Erik Andersen også ganske klar i sin holdning. Danmarks Fiskeriforening siger nej til ”slippers-skippers”.

– Det er aktive danske fiskere, der skal eje fiskerettighederne – det kalder vi ”gummistøvlereglen”, bekendtgjorde formanden.

Han pegede også på, at Danmarks Fiskeriforening PO vil have åbenhed om ejerskabet i dansk fiskeri, og at man ønsker en overgrænse for ejerskab for virksomheder, ligesom der er for enkeltpersoner.

 

 

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening
kv@dkfisk / (0045) 2019 4678