Home / EU / EU-direktør fik indblik i bundgarnsfiskeri

EU-direktør fik indblik i bundgarnsfiskeri

Hélène Clark, direktør i DG Mare, viste interesse for bundgarnsfiskeriet i Østersøen ved et besøg i Skrillinge Strand. Foto: Claus Kirkegaard

Hélène Clark, direktør i DG Mare med ansvar for EUs fiskeripolitik for Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Østersøen, fik fredag i sidste uge et indblik i, hvilke konsekvenser lukkeperioderne for torsk og ål har for fiskerne i Østersøen samt et indblik i, hvordan fiskeriet foregår.

Efter generalforsamlingen i Danmarks Fiskeriforening havde formanden for Bælternes Fiskeriforening, Allan Buch, nemlig inviteret til frokost i Skrillinge Strand på Vestfyn for at vise, hvordan fiskeriet foregår og for at give hende et indblik i, hvad fiskeriet betyder for lokalsamfundene.

– Det var et udmærket møde, hvor vi fik lejlighed til at fortælle hende om vores fiskeri. Vi fik gjort hende opmærksom på, hvad det betyder for os. Vi er godt klar over, at hun ikke kan love noget. Og det gavner nok heller ikke noget lige nu og her. Men det kan i hvert fald ikke skade, at hun nu er blevet lidt klogere på blandt andet bundgarnsfiskeriet, siger Allan Buch.

I forhold til bundgarnsfiskeriet, er Allan Buch glad for, at der blev ryddet nogle myter af vejen under mødet med Hélène Clark.

– Der har været en myte om, at vi spærrer det hele med vores bundgarnsfiskeri. Vi fik vist hende, at det ikke passer. Hun fik ved selvsyn set, at bundgarnene ikke står ret langt fra land, og så er hun nu bedre klædt på fremadrettet i forhold til, hvad hun ellers ville være, lyder det fra Allan Buch, som også er tilfreds med, at hun virkede interesseret, da hun blev vist rundt efter frokosten.

– Hun tog selv en del billeder, så hun viste interesse for vores fiskeri og det, vi forklarede hende om redskaberne.

About Claus Kirkegaard

journalist, telefon 7610 9666