Home / Fiskeri / EU og Norge er enige om makrelkvoterne

EU og Norge er enige om makrelkvoterne

EU er nået til enighed med Norge og Færøerne om makrelkvoterne i Nordøstatlanten for 2017, og det betyder, at fiskerne kan se frem til en kvotestigning på 16 procent. Det meddeler såvel EU-Kommissionen som Nærings- og Fiskeridepartementet.

Den samlede makrelkvote for 2017 bliver på 1.020.996 tons, hvoraf EU får lige knap halvdelen – 503.245 tons – mens Norge får en kvoteandel på 229.821 tons. Færøerne snupper 128.655 tons i 2017, mens der er en ”restkvote” på 159.275 tons til de øvrige Kyststater – bl.a. Island og Grønland – og andre nationer, der fisker makrel i internationalt farvand i Nordøstatlanten.

Ifølge EU og Norge baserer den nye kvoteaftale den forvaltningsplan, der blev enighed om i 2015. Samtidig fremgår det af udmeldingerne, at man i 2017 vil påbegynde et arbejde med en ny forvaltningsplan, og at det vil tage udgangspunkt det benchmark, som ICES vil fremlægge.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678