Home / Politik / EU og Norge starter forhandlinger om næste års kvote i næste uge

EU og Norge starter forhandlinger om næste års kvote i næste uge

De bilaterale aftaler mellem EU og Norge for Nordsøen og Skagerrak er på flere måder de vigtigste aftaler for EU og derfor forventes der som sædvanligt at være et stort fremmøde til mødet i Bergen. Forhandlingerne sker mellem Norge og EU-Kommissionen, som forhandler på vegne af de EU-lande, som på en eller anden made har interesser i EU’s fiskeriaftale med Norge. En lang række EU-lande vil derfor være repræsenteret på mødet og det samme gælder de vigtige fiskerier i EU; ingen tør blive borte hvad enten det vedrører torsk i Barentshavet, blåhvilling i de vestlige farvande eller brisling i Skagerrak og Kattegat.

Rammerne ligger fast

EU og Norge har siden 1978 indgået to årlige kvote-aftaler for fiskeriet på fælles bestande i henholdsvis Nordsøen og i Skagerrak. Aftalerne mellem EU og Norge regulerer forvaltningen af de 7 fælles bestande i Nordsøen (torsk, kuller, sej, hvilling, rødspætte, sild og makrel) og Skagerrak (torsk, kuller, hvilling, rødspætte, rejer, sild og brisling). Derudover sker der en afbalanceret udveksling af kvoter for en række ikke fælles forvaltede eller eksklusive bestande i farvandene vest for de britiske øer, i Nordsøen, ved Grønland samt i Barentshavet.

For særligt EU-Kommissionens forhandler er forhandlingerne komplicerede – for udover at blive enig med Norge om en lang række emner – så skal han også løbende sikre sig, at EU-landene bakker op om EU-Kommissionens tilgang til forhandlingerne. Derfor er det flere år også set, at Kommissionen bruger lige så meget tid på at forhandle med EU-landene, som på de reelle forhandlinger med Norge. Forhandlingerne er derfor langtrukne og med megen ventetid for de fleste.

Kvotetilskrivning

Et meget stort emne under de bilaterale forhandlinger bliver igen i år spørgsmålet om kvotetillæg for de bestande, som omfattes af EU´s landingspligt fra 1. januar 2018. Der vil under næste uges forhandlinger særligt blive fokus på torsk, sej og hvilling. EU og Norge har hidtil været enige om, at der gives et kvotetillæg ved overgang fra landingskvoter til fangstkvoter, men hvor stort dette kvotetillæg skal være, afhænger af de principper som lægges til grund for beregning af kvotetillægget.

Dansk tilstedeværelse i Bergen

Som det i mange år har været traditionen, er Danmarks Fiskeriforening og andre af fiskeriets organisationer repræsenteret på mødet for at varetage danske fiskeriers interesser.

Skrevet af Kenn Skau Fischer

EU’s fiskeriaftaler med Norge – hvorfor er de så vigtige for dansk fiskeri?

Nordsøen

➢ De for fiskeriet i Nordsøen vigtige bestande – torsk, rødspætter, sej, kuller, og sild m.fl. forvaltes i fælleskab mellem EU og Norge.

➢ Udveksling af fiskerimuligheder gør det samtidigt attraktivt for fiskere fra EU og Norge at fiske i hinandens farvande. Danske fiskere har fx adgang til at fiske havtaske og ”andre arter” i norsk farvand.

➢ Danmark er bortset fra UK det EU-land, som har de største fiskeri-interesser i Nordsøen.

➢ Danmark er det EU-land, som fisker mest i norsk farvand i Nordsøen. Danmark er også derfor det EU-land, som udsættes for flest inspektioner af fiskerifartøjer i norsk farvand.

➢ Over 140 danske fartøjer havde i 2016 licens til at fiske i norsk farvand i Nordsøen.

➢ Bruttoomsætningen i det danske fiskeri i Nordsøen udgør i 2017 over 2,0 mia. kr. – mere end halvdelen af den samlede bruttoomsætning i dansk fiskeri.

➢ Hovedparten af denne omsætning skyldes fiskeri på bestande, som forvaltes i fælleskab med Norge eller ved fiskeri i norsk farvand.

 

Skagerrak

➢ De for fiskeriet i Skagerrak vigtige bestande – torsk, rødspætter, dybvandsrejer, kuller, sild og brisling m.fl. – forvaltes i fælleskab mellem EU og Norge.

➢ Danmark er det land, som har de absolut største fiskeri-interesser i Skagerrak.

➢ Over 200 danske fartøjer har i 2017 deltaget i fiskeriet i Skagerrak og haft adgang til at fiske i norsk farvand.

➢ Bruttoomsætningen i det danske fiskeri i Skagerrak forventes i 2017 at udgøre godt 500 mio. kr. ➢ En stor andel af denne omsætning skyldes fiskeri på bestande, som forvaltes i fælleskab med Norge eller ved fiskeri i norsk farvand.

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30