Home / EU / EU på programmet på møde i Utzon Centeret

EU på programmet på møde i Utzon Centeret

Mandag blev der afholdt et møde i Utzon Centeret i Aalborg med EU-Parlamentarikerne Ole Christensen (S) og Morten Løkkegaard (V) samt den danske EU-Kommissær Margrethe Vestager (R).

Danmarks Fiskeriforening PO og Danmarks Pelagiske PO havde arrangeret mødet for at få et indblik i Parlamentets og Kommissions arbejde og samtidig få mere viden om, hvordan organisationerne gør sin indflydelse mere gældende i EU-systemet.

Parlamentsmedlemmerne Ole Christensen (S) og Morten Løkkegaard (V) gav i mødets første halvdel et indblik i, hvordan Parlamentet arbejder.

Det er indlysende, at der i øjeblikket er meget fokus på Brexit i EU, og de to parlamentarikere gav da også udtryk for en undren over, at briterne i en folkeafstemning havde stemt for at forlade det europæiske samarbejde.

– Jeg forstår ikke briterne afholdt afstemning. De havde jo fået det EU, som de gerne ville have. Men hvorfor så drastisk en beslutning uden at vide, hvad der skal ske bagefter, lød det blandt andet fra Ole Christensen.

Morten Løkkegaard fulgte trop og kunne heller ikke forstå, hvorfor briterne havde valgt, som de gjorde.

– Den eneste union, der er ved at falde fra hinanden, er United Kingdom – på grund af den vanvittige beslutning de har truffet. Hvis man vil have indflydelse på noget, er man nødt til at være med ved bordet, det er indlysende, sagde han.

Som bekendt stiller Ole Christensen ikke op til næste Parlamentsvalg, og dermed mister Danmark en repræsentant i fiskeriudvalget.

– Nu mister vi Ole i fiskeriudvalget. Og vi mangler folk i det udvalg, for det er så vigtigt for dansk fiskeri, sagde Morten Løkkegaard.

Dumt at fravælge EU

 I anden del af mødet var det den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, som blandt andet fortalte de fremmødte om jobbet som EU-Kommissær, og hvorfor hun mener, det er vigtigt for Danmark at være en del af EU.

– Jeg bliver ofte spurgt hvorfor EU – jeg vil vende den om og sige – hvorfor ikke? Det ville være tudetosset ikke at være med i forhold til handel og erhverv – for eksempel fiskerierhvervet, sagde Margrethe Vestager.

Hun kom også ind på de igangværende forhandlinger med briterne om deres forestående exit.

– Status for forhandlingerne med briterne – Den korte version er, at der er ikke nogen, der ved, hvad der kommer til at ske. For forhandlingerne er ikke færdig endnu.

About Claus Kirkegaard

journalist, telefon 7610 9666