Home / EU / EU-Parlamentet stemmer ja til plast-forbud

EU-Parlamentet stemmer ja til plast-forbud

Onsdag i denne uge stemte et stort flertal i Europa-Parlamentet ja til et forslag fra EU-Kommissionen om at forbyde eller begrænse brugen af visse plastprodukter.

Ud over at det kommer til at betyde et farvel til blandt andet engangsbestik, sugerør, vatpinde samt kopper og fødevareemballage i skumplast fra 2021, ønsker man fra EU’s side også at indføre et udvidet producentansvar for producenter og importører, så de skal være med til at betale for oprydning af henkastet plastaffald samt fiskeredskaber, som er tabt i havet.

I et høringssvar skriver Danmarks Fiskeriforening PO, at man ikke kan bakke op om producentansvar for fiskeredskaber i og med, at der allerede er et velfungerende system i Europa, hvor fiskerne kan aflevere udtjent og eventuelt opfiskede redskaber i havnene uden ekstraomkostninger.

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) ønsker i den forbindelse, at Danmark skal have et overblik over, hvor meget fiskegrej i plast, der årligt mistes eller efterlades i de danske have.

Det forventes, at EU’s miljøministre skal stemme om plastaffaldsdirektivet på deres Ministerrådsmøde i december.

About Claus Kirkegaard

journalist, telefon 7610 9666