Home / Fiskeriet Her & Nu / Får gode input ved at fiske

Får gode input ved at fiske

FN 462 Jeanne (dec 2010)

FN 462 Jeanne

 – Jeg nyder i en periode, at være lidt væk fra det daglige trummerum, siger Svend-Erik Andersen, der som formand for Danmarks Fiskeriforening til daglig kæmper fiskernes sag over for politikere og myndigheder, hvad enten det er herhjemme eller i Bruxelles. Den sidste periode har han dog forladt de mange møder og papirstakke, som er hverdagen for fiskeriets førstemand, for at vende tilbage til sin gamle rolle som skipper på FN 462 Jeanne og fiske efter jomfruhummer i Nordsøen.

– Det giver mig en masse input at være ude at fiske. Jeg får ikke bare snakket med mandskabet, men også med en række andre fiskere på havet via senderen. Det er vigtigt for mig, siger Svend-Erik Andersen. Han får dog ikke kun input fra de andre fiskere på havet, men får også gode input ved at prøve fiskeriets udfordringer på egen krop.

– Det er sundt en gang i mellem at prøve det selv. For eksempel er det godt selv at prøve, hvor irriterende det er, når E-loggen driller, eller når der pludseligt er et fartøj, der laver seismiske skydninger midt i fiskeriet, konstaterer Svend-Erik Andersen. Han er netop vendt hjem fra det seks dage lange fisketogt Nordsøen, og han kan konstatere, at han ikke har glemt sit fag.

–  Det gik fint med at falde ind i rollen som fiskeskipper igen. 20 års erfaringer glemmer man ikke sådan lige, siger Svend-Erik Andersen, der kan berette om et fiskeri på det jævne.

– Vi havde tre til fire slæb i døgnet, hvor vi fiskede efter jomfruhummer om natten og rødspætter om dagen. For at få en ordentlig økonomi i det skal vi helst også kunne fange jomfruhummer om dagen, men det er det endnu for tidligt på sæsonen til, siger Svend-Erik Andersen.

– Så om dagen fiskede vi efter rødspætter. Det var et OK fiskeri, hvis prisen ellers lå på et mere normalt leje, en de 6 – 8 kroner kiloet, vi får lige nu, siger Svend-Erik Andersen.

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55