Home / Havnenyt / Finanslov åbner undersøgelse af 2+1 vej til Skagen havn

Finanslov åbner undersøgelse af 2+1 vej til Skagen havn

Der er nu afsat midler på finansloven til en 2+1 vej til Skagen, der skal sikre havnens muligheder for udvikling. Arkivfoto: René Dandanell.

Det vækker glæde hos brancheorganisationen Danske Havne, at et flertal i Folketinget netop er blevet enige om en finanslov med flere initiativer, der forbedrer infrastrukturen i yderområderne – og dermed adgangen til landets mange erhvervshavne.

– En af de danske havnes vigtigste roller er, at det er os, der stiller søvejen til rådighed. Men man skal jo også kunne komme hurtigt og smidigt ud til havnene, og derfor er vi glade for at se de nye infrastrukturprojekter, der på sigt vil lette trafikken til nogle af havnene, siger Tine Kirk Pedersen, der er direktør i Danske Havne.

Et af ønskerne har været en bedre vejforbindelse til Danmarks største fiskerihavn, Skagen Havn. Med finansloven er det blandt andet besluttet at sætte VVM-undersøgelser i gang og udarbejde beslutningsgrundlag for en 2+1-forbindelse og dermed en mulig fremtidig udvidelse af hovedvejen mellem Skagen og Aalbæk.

– Der har været arbejdet på udvidelsen mod Skagen i årevis, og vi er glade for, at projektet nu ser ud til at rykke. Det er noget, der kommer til at betyde noget,” understreger Tine Kirk Pedersen.

Willy B. Hansen, der er havnedirektør ved Skagen Havn, er også tilfreds med, at der nu er afsat midler til en udvidelse af vejen mod Skagen:

– Det vil helt sikkert kunne mærkes oppe hos os på havnen. For havnen er det vigtigt, at det logistisk bliver lettere og hurtigere at komme hertil – både for ansatte på havnen, der pendler, men også for al den gods, der skal frem og tilbage, og som skaber vækst heroppe. Vi har kæmpet for det længe, og i disse dage er vi meget glade for, at vi nu tager næste skridt, siger han i en pressemeddelelse.

Ud over planerne om en udvidelse af vejen til Skagen er der også andre relevante projekter på finansloven. Det handler blandt andet om en udbygning af rute 15 mellem Herning og Ringkøbing, hvorved eksempelvis fiskerihavnen i Hvide Sande får en bedre vejforbindelse.

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30