Home / Fiskeri / Fiskeafgiftsfonden åbner for ny ansøgningsrunde

Fiskeafgiftsfonden åbner for ny ansøgningsrunde

Går du med en idé eller et initiativ, der kan styrke fiskerierhvervets udvikling, så er det muligt at ansøge om tilskud fra Fiskeafgiftsfonden.

Ansøgningsrunden for 2019 er i gang, så bare kom i gang.

Fonden har som sit formål at styrke udviklingen af fiskerierhvervet, og bestyrelsen har besluttet, at man primært fokuserer på at tildele midler fra fonden til uddannelsesformål inden for erhvervsfiskeriet.

Generationsskifte og sikkerhed
Det er en særlig prioritet at støtte op om lærlingeuddannelsen og efteruddannelse inden for dansk fiskeri.

Fiskeafgiftsfonden får en promillesats af alle landede værdier fra fiskerne, og de bliver fordelt en gang om året med uddannelse for øje.

Dermed er alle i fiskeriet med til at bære en del af udgifterne til uddannelse af unge mennesker og efteruddanne dem, der allerede er i erhvervet. På den måde er midlerne også med til at sikre generationsskifte og øget sikkerhed om bord på fiskefartøjerne.

Ansøg nu
Fristen for ansøgningsrunden er 30. august 2018. Den er åben allerede nu og klar til at modtage ansøgninger.

Ansøgningen skal indeholde baggrund for ansøgning, beskrivelse af ansøger(e), beskrivelse af projektet og beskrivelse af hvordan projektet skal evalueres.

Det er muligt at søge mere viden om både Fiskeafgiftsfonden og mulighederne for at søge midler til projekter på hjemmesiden for Fiskeafgiftsfonden: http://fiskeafgiftsfonden.fiskeriforening.dk/

About Line Dalgaard Jensen