Home / Udland / Fiskeeksport fra Norge sætter ny rekord

Fiskeeksport fra Norge sætter ny rekord

Det norske fiskeerhverv har gyldne tider her i 2014. De seneste tal fra Norges Sjømatråd viser, at man i første kvartal af 2014 har øget eksporten af fisk og fiskeprodukter med ikke mindre end 25 procent sammenlignet med året forinden.

I alt eksporterede det norske fiskeerhverv – fra fiskeri og opdræt – for en samlet værdi af 16,8 milliarder norske kroner, hvilket er nye rekord. Den seneste måned – marts – tegner sig med 5,6 milliarder norske kroner for omkring en tredjedel af eksporten for årets første tre måneder, fremgår det af en pressemeddelelse fra Norges Sjømatråd.

– En meget stærk efterspørgsel på laks og et eventyrligt torskefiskeri i vinter er hovedårsagerne til, at vi nu noterer en eksportrekord i første kvartal, udtale direktøren for markedsinformation i Norges Sjømatråd, Egil Ove Sundheim.

Det er eksporten af opdrættet laks, der står for broderparten af den samlede eksportværdi. I årets første tre måneder eksporterede Norges således laks til en værdi af 10,7 milliarder norske kroner. Det er en stigning på 33 procent sammenlignet med året forinden.

Ifølge Norges Sjømatråd fik de norske producenter og eksportører også mere for laksen end i 2013. Helt præcist var kiloprisen for hel, fersk norsk laks i 2014 på 43,88 norske kroner, mens den i 2013 var på 37,59 norske kroner.

Læs også om stigningen i den norske torskeeksport – klik her.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678