Home / Fiskeriet Her & Nu / Fisker torsk på vrag

Fisker torsk på vrag

Skipper Hans Nielsen på garnfartøjet HG 80 Beatrix er på vej ind til Hirtshals, da Fiskeri Tidende onsdag formiddag fanger ham til en snak om, hvordan det går med fiskeriet her og nu.

– Jeg fisker torsk på vrag, men der er godt nok ikke mange torsk. Jeg ved ikke hvor de bliver af. Sådan har det været hele året. Sidste år havde jeg nok fanget dobbelt så mange torsk på denne tid i forhold til i år, lyder det fra Hans Nielsen, som trods alt har lidt med ind i dag.

– Jeg har været ude og røgte mine 6 rækker garn – og der er da lidt i kasserne. Det gav 150 kilo torsk. Og det er heldigvis nogle gode størrelser, og priserne er gode i øjeblikket. 46-47 kroner kiloet, fortæller skipper.

Ud over torskegarn har han også sat havtaskegarn, som giver lidt ind imellem.

– Forrige gang gav det 300 kilo havtasker, da jeg var ude, men sidste gang gav det intet. Det er nu også tidligt for havtasker, siger Hans Nielsen.

Han er alene om bord, og sådan har det været i mange år efterhånden.

– De sidste 15 år har jeg været mig selv. Det passer mig fint, for jeg kan gøre, som jeg selv vil. Jeg kan fiske, når jeg vil, og jeg kan holde fri med konen, når det passer, siger Hans Nielsen.

Fisken bliver altid landet i Hirtshals.

– Jeg har kun kvote i Skagerrak, men jeg har masser af kvote på torsk, som jeg kan fiske på hele året, siger skipper, som håber, at torsken kommer senere.

– Det ville da være dejligt, hvis de kom igen. Sidste år kom de omkring august, så det håber jeg også, at de gør i år, siger han.

De garn, han har sat i dag, bliver først røgtet lørdag.

– Der sker ikke noget ved, at de står ude 4-5 dage på denne tid af sæsonen. Så jeg røgter dem igen lørdag, lyder det fra Hans Nielsen.

About Line Dalgaard Jensen