Home / Fiskeri / Fiskere skal anmelde arbejdsulykker to steder

Fiskere skal anmelde arbejdsulykker to steder

Trangen til at reducere i antallet af arbejdsopgaver for de danske fiskere synes ikke at være gældende, når det gælder indberetningen af arbejdsulykker. Kort før sommerferien lancerede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Arbejdstilsynet og ATP et helt nyt indberetningssystem, der skal gøre det lettere for arbejdsgiverne at anmelde en sag.

Det var udgangspunktet i en pressemeddelelse, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udsendte.

”Det nye system er knyttet op på kendte platforme, f.eks. Virk.dk, og log-in i systemet foregår med Nem-ID. Det betyder, at det ligner de andre offentlige systemer, som arbejdsgiverne bruger. Brugerfladen er derfor genkendelig og let at betjene”, skrev de i meddelelsen.

Virkeligheden er dog en anden. For fiskerierhvervet og søfarten skal fortsat indberette til Søfartsstyrelsen ved siden af det nye system med navnet Easy.

– Det nye system fritager ikke fiskeren for fortsat at anmelde til Søfartsstyrelsen, siger direktør for Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, Flemming N. Christensen.

Adgang for forsikringen

Men det nye system har allerede en funktion, der burde gøre anmeldelsen til Søfartsstyrelsen overflødig. For Easy-systemet giver nemlig online adgang til forsikringsselskaber, så snart arbejdsgiveren har indsendt anmeldelsen.

”Det gør arbejdet lettere for arbejdsgivere, forsikringsselskaber samt myndigheder og for den medarbejder, der er kommet til skade”, lyder det i meddelelsen.
Alligevel skal der fortsat udfyldes to sider med de samme informationer på en blanket til Søfartsstyrelsen. Blanketten skal endvidere printes i fem eksemplarer og sendes til Søfartsstyrelsen, arbejdsgiverens forsikringsselskab, den tilskadekomne, skibets sikkerhedsorganisation – for fiskeskibe Havnesikkerhedsudvalget, og endelig skal der sendes en kopi til rederiet/arbejdsgiveren.

Arbejder på projekt

Det er i dokumentet ”Meddelelser fra Søfartsstyrelsen A”, at kravet om anmeldelse af arbejdsulykker, der rammer fiskere og søfarende, og som medfører uarbejdsdygtighed i én eller flere dage ud over den dag, hvor ulykken sker, er bestemt.

” For en ikke-søfarende eller fisker i samme situation, vil der kun skulle rapporteres gennem det elektroniske anmeldesystem EASY”, skriver Søfartsstyrelsen.

Men der er måske udsigt til en lettelse.

Ifølge Søfartsstyrelsen er der i februar 2017 igangsat et projekt oget samarbejde med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) således, at også arbejdsulykker, der rammer en søfarende eller en fisker, og som medfører uarbejdsdygtighed på én eller flere dage ud over tilskadekomstdagen skal kunne anmeldes gennem det elektroniske anmeldesystem EASY, således at der kun findes én indgang til indrapportering af arbejdsulykker og arbejdsskader, skriver Søfartsstyrelsen i en mail til Fiskeri Tidende.

Hvornår det projekt er afsluttet oplyser Søfartsstyrelsen ikke om.

Forebyggende

Håbet for det nye system er, at anmeldelserne af ulykkerne giver bedre oplysninger om ulykkernes karakter, så der kan forbygges bedre.

– Ulykkesdata af høj kvalitet er et afgørende redskab i arbejdet med forebyggelse, og med det forbedrede system kan vi i endnu højere grad målrette vores forebyggende arbejde”, siger vicedirektør i Arbejdstilsynet, Thomas Hjortenberg.

Sådan er kravet

Når der er sket en arbejdsulykke på en virksomhed i land, har arbejdsgiveren i henhold til Arbejdstilsynets krav pligt til at anmelde den digitalt senest ni dage efter skadelidtes første fraværsdag, hvis medarbejderen ikke er i stand til at arbejde i mindst en dag ud over tilskadekomstdagen. Dette sker digitalt gennem EASY, der er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynets system til anmeldelse af arbejdsulykker. En arbejdsskade, der antages at kunne begrunde krav på ydelser efter lov om arbejdsskadessikring, skal anmeldes snarest muligt og senest 9 dage efter skadens indtræden. Dette gælder for alle arbejdstagere, også søfarende og fiskere. Anmeldelse sker gennem det elektroniske anmeldesystem EASY. Det kan derfor forekomme, at der for en søfarende eller fisker, der rammes af en arbejdsulykke der medfører uarbejdsdygtighed på én eller flere dage, og som samtidig antages at kunne begrunde krav på ydelser efter lov om arbejdsskadessikring, skal ske rapportering både ved hjælp af blanket til Søfartsstyrelsen samt gennem det elektroniske anmeldesystem EASY.

Kilde: Søfartsstyrelsen

 

 

Skrevet af René Dandanell

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30