Home / Fiskeriet Her & Nu / Fiskeriet er spild af tid i øjeblikket for L 70 Limea 

Fiskeriet er spild af tid i øjeblikket for L 70 Limea 

L 70 Linea fra Thorsminde. Foto: renedandanell

For skipper og ejer af garnfartøjet L 70 Limea, er der ikke meget at juble over i øjeblikket. Det kolde vejr har været medvirkende til, at fiskeriet er spild af tid. 

– Jeg fisker efter rødspætter godt halvanden time ude, men det er ikke for godt lige nu. Det var ellers som om, det lige var begyndt at blive bedre med mængderne, inden vejret skiftede, og kulden kom, siger Kristian Kristensen, mens han er på vej ind med dagens fangst til Thorsminde. 

For der er fangst med i land, selv om skipper ikke er tilfreds med mængderne. 

– Ud af 60 garn har jeg 80-90 kilo rødspætter med, så du kan nok se, at det ikke er besværet værd. Der er da også 10 kilo god fisk, og så har jeg en kasse kulsøer, så det er da altid noget, siger skipper, som er ganske godt tilfreds med priserne i år. 

– Priserne har været gode i år, det har mængderne til gengæld ikke. Og det er lidt ærgerligt, for der skal jo ikke så meget til for mig, som er alene om bord, før jeg kan lave en ordentlig dagsløn, siger Kristian Kristensen. 

Tættere på land har hans kollegaer haft held med at fange godt med kulsøer de seneste dage. Derfor er det en ærgerlig skipper, som netop har sendt sine garn til reparation i Polen, så de kan være klar til maj måned. 

– Jeg plejer at sende dem afsted hver 4. år, og så skulle det lige passe med, at der er masser af kulsøer i år. Det er da uheldigt, men så kan de i det mindste være klar til sæsonen efter pighvar og slethvar i maj måned, lyder det fra Kristian Kristensen. 

Han har dog overvejet at sælge sin kvote, for bureaukratiet er ved at tage overhånd. 

– Landingserklæring er for mig prikken over i’et. De bliver ved at bebyrde os. Så jeg overvejer da at sælge min kvote og komme ud af fiskeriet. 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30