Home / Indland / Fiskeriet er vigtigt for Lemvig Kommune

Fiskeriet er vigtigt for Lemvig Kommune

Borgmester Erik Flyvholm lægger ikke skjul på, at fiskeriet fortsat er ekstremt vigtigt for Lemvig Kommune. Ganske vist fylder også landbruget meget i det kommunale billede, men fiskeriet i Thyborøn udgør en af grundpillerne for kommunen, og her glæder det borgmesteren, at fiskeriet viser fremdrift.

– Vi kan se, at der bliver foretaget store investeringer i moderne fartøjer og på havnen i Thyborøn. Samtidig er det godt, at der er investeret i en flydedok, som kommer i gang i 2016. Den bliver et stort aktiv, siger Erik Flyvholm til den lokale avis i en ”statusopgørelse” for 2015.

Borgmesteren konstaterer, at såvel konsum- som industrifiskeriet har haft et godt år i Thyborøn, ligesom han noterer sig, at der bliver investeret markant i udbygningen af havnen i Thyborøn. Og selv om det ikke nødvendigvis alene er investeringer i fiskeriet, er det også investeringer, der smitter af på fiskeriet.

– Der er etableret en gruppe virksomheder over 30 fra det midt- og vestjyske område der målrettet går efter offshore aktiviteter. Det er et projekt med mange spændende perspektiver, siger Erik Flyvholm til Lokalavisen Lemvig.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening
kv@dkfisk / (0045) 2019 4678