Home / Politik / Fiskeriet er tilfreds med at beholde miljø- og fødevareminister

Fiskeriet er tilfreds med at beholde miljø- og fødevareminister

Selv om der nu er en ny regering, så bliver der ikke ændret på, hvem der politisk har ansvaret for dansk fiskeri. Det er fortsat Esben Lunde Larsen fra Venstre, der har posten som miljø- og fødevareminister, og det falder i god jord hos formanden for Danmarks Fiskeriforening PO.

– Vi har haft et godt samarbejde med Esben Lunde Larsen. Så sent som for få uger siden har han på en konference om fremtiden for dansk fiskeri gjort det klart, at han og den daværende regering har stor fokus på fiskeriet, og det forventer vi, at den nye regering også har, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening PO.

Han ser frem til, at Esben Lunde Larsen nu får bragt de månedlange forhandlinger om den såkaldte fiskeripakke i hus, og at han samtidig får fokus rettet ind på de årlige forhandlinger i Ministerrådet om fiskerimulighederne i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat for 2017. Her er der forhandlinger i Bruxelles om nøjagtig 14 dage.

– Vi har brug for en national fiskeripakke, der skaber rammerne for en balanceret udvikling af dansk fiskeri, der omfatter alle områder af fiskeriet. Og så har vi selvfølgelig brug for, at den positive udvikling i fiskebestandene bliver omsat i kvoter, der kan styrke fiskeriet, siger Svend-Erik Andersen.

Han nævner samtidig, at Danmarks Fiskeriforening PO er tilfredse med, at miljø og fødevarer fortsat er samlet i ét fælles ministerium. For selv om også fiskeriet var skeptiske over sammenlægningen i 2014, så har udviklingen vist sig at være positiv.

– Vi frygtede, at miljøinteresser ville trumfe det nødvendige hensyn til fiskerierhvervets udvikling og behov for at kunne fiske i danske og fælles farvande. Men det har vi ikke oplevet i de første to år, og derfor er vi tilfredse med at kunne fortsætter med et fælles ministerium, siger Svend-Erik Andersen.

 

 

 

 

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678