Home / Politik / Fiskeriregulering og kvotekoncentration

Fiskeriregulering og kvotekoncentration

– kommentarer affødt af Rigsrevisionens beretning. 

Af Niels Wichmann, adm. direktør for Danmarks Fiskeriforening PO 

Rigsrevisionen er fremkommet med en såkaldt beretning om KVOTEKONCENTRATIONEN I DANSK FISKERI og har afgivet beretningen til Statsrevisorerne. 

Rigsrevisionen er en statslig myndighed med ansatte embedsmænd, der på eget initiativ eller efter anmodning kan kulegrave et administrationsområde eller sagskompleks. Rigsrevisionen afrapporterer til Statsrevisorerne. Statsrevisorerne er politisk udpegede mennesker, som afrapporterer til Folketinget. Rigsrevisionen tager ikke stilling til, hvad politikere har gjort, det må det politiske system selv gøre. 

Så vidt vi ved, er rigsrevisionens beretning kun en delberetning, som er udsendt ”før tid”, således at der skal komme en meget større beretning om hele forvaltningen og kontrollen af dansk fiskeri senere. Om det forholder sig således, vil tiden vise. 

Rigsrevisionens beretning har givet anledning til at to embedsmænd i Landbrugs- og fiskeristyrelsen er blevet forflyttet til andet arbejde – den beslutning blev vist taget for flere måneder siden. Den har også, sammen med angiveligt dårligt politisk arbejdsklima og fiskeriforhandlingernes betydning i forbindelse med BREXIT , ført til, at Esben Lunde Larsen er blevet fritaget for hvervet som fiskeriminister og fiskeriministeriet er flyttet i Udenrigsministeriet med Karen Ellemann som ny minister. 

Alt sammen meget drastisk og præsenteret dramatisk.  

  • Man kan undre sig over, at Skatteministeriet ikke for længst er flyttet til Statsministeriet! 

Niels Wichmann, adm. direktør DFPO.

 Mediestormen 

Den samlede danske presse var ikke sen til at fange beretningen og dens indhold. Faktisk blev beretningen lækket til pressen dagen før den officielle overdragelse fra Rigsrevisionen til statsrevisorerne. Dette var naturligvis med til at øge dramatikken. 

Det er lidt bagvendt, at vi i fiskerisektoren bliver bestormet af pressen, som ønsker kommentarer til en rapport, som vi ikke har haft adgang til at se, så en bøn til Rigsrevisionen: ”Når I næste gang lækker noget, kan I så ikke lække det ordentligt”. 

Beretningen blev genstand for altomfattende omtale. Journalister citerede vidt og bredt fra beretningen. Avisernes forsider bugnede med fiskeomtale, fiskeri, kvotekonger og kvotekoncentration og en stor torsk fyldte f.eks. hele Politikens forside,  (på trods af, at der er 400 fartøjer om at fange den danske torsk), Lederne i aviserne indeholdt klare, fordømmende, meninger. Politiske kommentatorer interviewede sig selv og hinanden og professorer og andre forskere kom straks på banen med analyser. Ikke før nogle dage efter offentliggørelsen af beretningen begyndte man så småt at spørge, om Rigsrevisionens beretning rammer rigtigt, f.eks. Jørgen Grønnegaard Christensen i Weekendavisen. 

I fiskerisektoren blev vi udsat for interviewere, som stillede spørgsmål til os og fik ordentlige, forklarende svar på spørgsmålene, hvorefter vi fik at vide, at interviewene ikke ville blive brugt og bragt alligevel ( de understøttede ikke den vinkel, man på redaktionerne havde anlagt på rigsrevisionens beretning).  

Det mener DFPO 

Fiskeriforvaltning er meget andet end kvotekoncentration, derfor vil jeg kort i det følgende prøve at gå historisk bag om den danske fiskeriforvaltning, men lad mig først gentage, hvad Danmarks Fiskeriforening ved enhver given lejlighed siden 2014, både over for politikere, forskellige ministre og over for embedsmændene, har givet udtryk for om ejerskab af kvoter og kvotekoncentration: 

  • Det er aktive danske fiskere, der skal eje fiskerettighederne – det kalder vi ”gummistøvlereglen” 
  • Vi accepterer ikke ”Slipper Skippers” i dansk fiskeri 
  • Der skal være koncentrationsregler for alle betydende kvoter for at undgå spekulation 
  •  Vi er imod stråmandsvirksomhed i fiskeriet 
  • Vi ønsker åbenhed om ejerskabet af danske fiskekvoter 
  • Vi ønsker en overgrænse for ejerskab for virksomheder ligesom der er er for enkeltpersoner 
  • Vi mener, at man skal indføre en ordning, hvor der afgives erklæring om, at der ikke er ” bestemmende indflydelse” ud over koncentrationsreglerne. 

For at forstå hvor vi står i 2017 er det nødvendigt med et tilbageblik. 

Fra midten af 1980’erne og op igennem 1990’erne var situationen i dansk fiskeri karakteriseret ved 

  •  faldende kvoter på mange fiskearter i mange farvande 
  • en fiskerflåde, som var gammel og for stor til de danske kvoter og derfor urentabel 

Ophugningsrunder 

For at råde bod på disse misforhold i erhvervet iværksatte Danmark med EU støtte en række ophugningsrunder, hvor fiskefartøjer blev købt ud af fiskeriet med offentlig støtte – i alt blev der anvendt ca 1½ mia. kroner på ophugningsstøtte i årene 1984 – 1996. 

Ophugningsstøtten betød, at der blev taget kapacitet ud, men med faste beløb pr. ” ton skib” og ikke pr. ”fiskeeffektivitet” var den udtagne kapacitet naturligt nok den mest ineffektive. Samtidig med ophugningen faldt som nævnt kvoterne, så flåden var stadig for stor.  

Endvidere gik man – efter fiskeriets ”påskekrise”  i 1993 – ind med en massiv refinansiering af den danske fiskerflåde gennem den statsejede bank, Fiskeribanken. Dette blev gennemført med direkte medvirken af fiskeriminister Bjørn Westh. Refinansieringen gav kunstigt åndedræt og overlevelse til størsteparten af flåden, både små og store fartøjer. 

Niels Wichmann kommenterer beretningen om kvotekoncentration

 

Små rationer 

Ophugning og refinansiering var ikke nok, vores forvaltningssystem, det som vi i daglig tale kalder fiskerireguleringen, var ikke tidssvarende, selv om det byggede på et prisværdig smukt grundlag. 

Vi havde såkaldt rationsfiskeri og vi havde adgang for alle fartøjer til alle fiskerier i alle farvande, f.eks. torsk i Østersøen, Rødspætter i Skagerrak og sild i Nordsøen. Der blev fastsat rationer, som man måtte fiske på en tur, en uge eller en måned. Rationerne var ikke lige store, de blev fastsat i forhold til skibets længde i de fleste fiskerier. 

Med månedlige tilretninger – f.eks. midt i januar blev der sat rationer for februar osv – betød dette system, at Danmark, når året var omme fik kvoter og den faktisk landede mængde til at gå op, også fordi vi i alle år har haft og stadig har det mest effektive og hurtigste statistikopfølgningssystem nogetsteds på kloden. 

 Problemet ved rationssystemet var, at ingen fiskere kunne tilrettelægge deres fiskeri over en længere periode og de kunne da slet ikke tænke på og tilrettelægge investeringer og måske bygning af nye fartøjer. Vi kunne i Danmark ikke konkurrere med fiskerne i andre lande, som investerede og byggede nyt – og mere effektivt. 

(den stadig mere restriktive EU-politik på det overordnede plan hjalp heller ikke) 

Der var mange forslag til at ændre reguleringen. Jeg var selv på flere rundture til de lokale fiskeriforeninger for at præsentere alternative reguleringsmodeller. Alt blev fejet af bordet af den ene eller den anden grund. På spørgsmålet: ”Skal vi beholde det, vi har?” var svaret: ”Nej, det du’r slet ikke”. 

Kickstartede fiskeriet 

Via en række forsøg med forskellige andre reguleringer, som ikke skal omtales her, kickstartede Ritt Bjerregaard med støtte fra Lene Espersen i 2001 en reguleringsreform. Folketinget besluttede den 16. maj 2011 ”Vedtagelse 117” 

De væsentligste punkter i vedtagelse 117 var: 

” Folketinget tager fødevareministerens redegørelse til efterretning og opfordrer på grundlag af denne regeringen til 

  • at fremme en dansk fiskeriforvaltning tilpasset kravene i de forskellige dele af dansk fiskeri, hvor en modernisering, fornyelse samtidig med en reduktion af fiskerflåden skal sikre et langsigtet, stabilt  og bæredygtigt fiskeri med en moderne flåde af passende størrelse i forhold til fangstmulighederne og et fortsat bredt geografisk baseret fiskeri. 

Og til gennemførelse heraf 

  • at udvikle kystfiskeriet gennem en fiskeriregulering, hvor kystfartøjer med lokal tilknytning tilbydes årskvoter, og hvor de små havnes udviklingsmuligheder styrkes gennem oplysning, pilotprojekter og bedre anvendelse af støtteordninger. 
  • At fremme et selektivt og skånsomt fiskeri i EU og den nationale forvaltning af de demersale fiskerier. 
  • Inden den 1. november 2002 at gennemføre en forvaltningsordning for sildefiskeriet i form af en 5-årig ordning med en betinget forlængelse på 3 år med flerårige overdragelige kvoteandele, som angivet i regeringens forslag, hvor inddragelse af eventuelle ændringsforslag, som organisationerne i enighed måtte nå frem til, kan indpasses. 

 Herefter er det gået skridt for skridt: 

 En kystfiskerordning med mere og mere fisk reserveret ad flere omgange til en bestemt defineret gruppe fartøjer (længde, fiskerimønster m.v.), senest ved ”Fiskeripakken” i 2016, som regeringen tilsluttede sig i 2017. 

  • Individuelle Omsættelige (først overdragelige, men forskellen er ens) Kvoter – IOK –  i sildefiskeriet og siden hen i makrelfiskeriet og i industrifiskeriet efter arter til fiskemel og olie. 
  • Fartøjskvoteandele – FKA, et andet ord for individuelle kvoter – til det demersale fiskeri, altså fiskeriet efter almindelige konsumfisk. 

 Rigsrevisionen har redegjort for det historiske forløb og vi kan konstatere, at 

 Kystfiskerordning, IOK og FKA er den virkelighed, vi står i, i 2017.  

 Vi har fået en meget kraftig reduktion i den pelagiske flåde 

Vi har fået en endnu større reduktion i mellemflåden – konsumflåden  

Vi har fået en begrænset reduktion i antallet af mindre fartøjer 

 Det var vel såån set det, som politikerne bad om i 2001. 

 Regnestykkerne 

Er det gået for stærkt? 

Er det gået for vidt? 

 Det må kloge folk bedømme, men det har ikke været nogen hemmelighed for nogen, hvad der er sket.  

Til at begynde med var der ingen grænser, men undervejs i forløbet er det blevet lagt overgrænser ind: Man må max. eje 5 procent af den kvote i det farvand, 7,5 procent af den anden kvote i det andet farvand og 10 procent af den tredje kvote i det tredje farvand – satserne er 5, 7,5 og 10. 

 Kan det så komme som nogen overraskelse, at ”10 procent-ejerskabsmax-kvote” kan blive koncentreret på 10 ejere?, eller en ”5 procent-ejerskabsmax-kvote” kan blive koncentreret på 20 ejere? For nu at tage dem, der er nemme at regne ud. 

Nej, vel. 

 Om ejerne er kommet lovligt til det er en anden sag: Hvis der er ulovligheder, dokumentfalsk, ståmandsvirksomhed og lignende skal det forfølges og forhindres, derfor Danmarks Fiskeriforenings insisteren på, at det, der skal tælle i opgørelserne skal være ”Det, som der er bestemmende indflydelse over”, ikke kun rent ejerskab. 

 Et lille hjørne 

Rigsrevisionens beretning omfatter kun et meget lille hjørne (vigtigt, naturligvis) af den danske fiskeriforvaltning og kvoteadministration. Jeg ser frem til resten af beretningen, når og hvis den kommer. 

 Rigsrevisionens rapport har ført til bastante udmeldinger om alle forhold vedrørende dansk fiskeri, dansk fiskeriforvaltning og organisationernes rolle, ikke mindst fra ”den professionelle bekymringsindustri”. Vi giver gerne vort besyv med om alle emnerne, men skal vi ikke tage et ad gangen – det er f.eks. svært at se hvad kvotekoncentration har at gøre med Natura 2000 områder. 

 Vi må og skal i Danmark have politisk og administrativ ro om dansk fiskeri, hvor det går rigtig godt med fine fiskebestande, stigende kvoter, fornuftige omkostninger og gode priser i langt, langt de fleste fiskerier.  

  • Vi har nok udfordringer på den internationale front i de kommende år. 

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30