Home / Politik / Fiskerne må ikke dø på vejen mod MSY

Fiskerne må ikke dø på vejen mod MSY

Esben Lunde Larsen. Foto: René Dandanell.

Den kommende aftale mellem EU-landene om fiskeriet i Østersøen i 2018 har stor betydning for fiskernes dagligdag i havnene rundt om Østersøen, lyder det fra Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i en kommentar til Fiskeri Tidende.

Han skal i den kommende tid have de første drøftelser med kollegaerne omkring Østersøen for at drøfte næste års fiskeri. I den sidste ende handler det om arbejdspladser både til havs og til vands, og derfor er den danske Regering optaget af fiskeriets ve og vel. Derfor skal de såkaldte ”Socioøkonomiske hensyn” også inddrages, mener ministeren.

– Vi mener ikke, at vi kan lade vores fiskere hænge i en tynd tråd, så de får ødelagt deres livsgrundlag. Vi har et hensyn at tage til miljø og fiskebestande, men det er utrolig vigtigt, at vi ikke slår fiskerne ihjel undervejs i målet for at nå bæredygtige tilstande, også kaldet MSY. Så det er en afvejning overfor hinanden. Og der tog resultatet i 2016-forhandlingen ikke nok hensyn til socioøkonomien, og det var også derfor den danske Regering lavede en hjælpepakke, konstaterer Esben Lunde Larsen, der i år satser på, at nå i mål med et tilfredsstillende resultat.

– Jeg arbejder ikke med en Plan B, konstaterer han i forhold til muligheden for ny hjælp til fiskerne i Østersøen.

Politisk ansvar

I den kommende tid vil Esben Lunde Larsen have flere møder med sine ministerkollegaer. Således benytter han allerede  i forbindelse med Rådsmødet i Bruxelles 17.-18. juli lejligheden til at mødes mere flere ministre.

– Des mere vi taler sammen i kredsen af fiskeriministre rundt om Østersøen, des bedre forståelse får vi forhåbentlig også i forhold til det at de socioøkonomiske hensyn skal spille en større rolle, nævner han overfor Fiskeri Tidende.

Han håber med sin indsats, at fiskerne kan se lysere på fremtiden.

– Fiskeriet i Østersøen skal ikke være en krigsskueplads. Vi har et ønske om, at fiskerne skal kunne passe deres dont og få et levebrød ud af det, og ikke være udsat for de her store udsving år for år. Det har vi et politisk ansvar for at sikre, konstaterer Esben Lunde Larsen.

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30